Hun er netop blevet opereret for brystkræft, nu forbereder den konservative politiker, Mai Mercado, sig på at hun til oktober skal i kemobehandling.

Som alle andre kvinder med brystkræft, kan hun forvente, at kemoen ødelægger hårsækkenes celler og gør hende skaldet. Derfor skal hun tage stilling til, om hun vil have paryk eller ej. For hende handler beslutningen ikke om forfængelighed, men noget helt andet.

Inden kemobehandlingen slår hendes immunforsvar ned, har Mai Mercado trænet hårdt for at være i så god form som muligt og hun har forberedt sig på at miste sit lange, mørke hår.

»Man kommer til at se meget anderledes ud, og jeg skal træffe et valg om, hvilket udseende jeg ender med,« siger hun til B.T.

I august blev Mai Mercado opereret for brystkræft. Nu forbereder hun sig til den kommende kemobehandling, men også til valgkamp. 
I august blev Mai Mercado opereret for brystkræft. Nu forbereder hun sig til den kommende kemobehandling, men også til valgkamp.  Foto: Privatfoto fra Facebook.
Vis mere

Hun har besluttet, at hun vil købe en paryk:

»Mine børn vil nok gerne have en mor, der ser ud, som hun plejer, når hun henter,« siger hun og tilføjer:

»Men jeg har hørt fra mange kvinder, at de aldrig bruger parykken, fordi de ender med at føle sig så frisatte eller så fulde af styrke, at den ikke er nødvendig,« siger hun.

For Mai Mercado handler det om 'værdighed':

»Det er vigtigt, at jeg kan tage et billede af mig selv og sige: ‘Jeg vil faktisk godt i Folketinget’ men det kan være med paryk eller uden.«

Allerede nu har den 45-årige politiker nemlig øjnene stift rettet mod det liv, der venter på den anden side af sygdommen. 

Samtidig med, at hun gør sig klar til at ‘give cancer en seriøs omgang klø’, ved Mai Mercado, at der når som helst kan blive udskrevet folketingsvalg.

»Kemo er gift. Hvis der bliver udskrevet valg i januar, er jeg nok stadig sygemeldt,« siger hun, men er helt klar i mælet om én ting:

»Jeg stiller op. Og jeg kommer til at stå på den stemmeliste. Spørgsmålet er kun, hvor meget jeg kan være med i valgkampen. Dét tager jeg stilling til, når valget bliver udskrevet.«

Uanset om valgkampen fløjtes i gang i januar eller senest muligt til oktober næste år, er hun 'ret godt forberedt'. 

»Jeg har fået lavet valgplakater, jeg har lagt en 21 dages plan og lavet videomateriale, der allerede ligger klar. Dem kommer jeg til at køre, uanset hvad. Og så må jeg se, hvor meget jeg kan være med til.«