En hæsblæsende omgang fodbold endte søndag aften 2-0 til Brøndby over FC Midtjylland på en hjemmebane, der var fuldstændig elektrisk.
Det var nytilkomne Mileta Rajovic, der stjal overskriften, for han sparkede døren ind på sit ungdomsværelse på Vestegnen efter flere års fravær, da han med to forrygende angribermål takkede for flotte oplæg fra Clement Bischoff og nettede to gange med hovedet.
FC Midtjylland havde muligheder, men var også tynget hårdt af holdets mange skader, og derfor blev det aldrig til en scoring. I stedet tabte et rasende Midtjylland-mandskab hovedet til sidst og fik blandt andet et rødt kort.
Herunder får du B.T.s dom over det intense 2-0-opgør på vestegnen.
Wow! Han kommer til at svømme i jobtilbud efter karrieren, for den der dørmandsfysik er der nogle værtshuse på Vestegnen, der vil betale kassen for.
Er du vanvittig, en spiller lige efter Brøndby-fansenes hoved! Kæmpede og fightede som en gal pitbull og krydrede så indsatsen med to ægte angriber-kasser, hvor han med den største selvfølgelighed dirigerede flotte indlæg fra en fantastisk spillende Clement Bischoff i kassen. Han bliver en kæmpe Brøndby-favorit, ham her!
Castillo, Castello. Det var potato, potato, for der var en muggen hørm over det, som sommerens 30 millioner store indkøb efterlod på Brøndby Stadion denne søndag.
Ecuadorianeren var uvant sendt på kanten, og det hjalp ham ikke med at få gang i FCM-karrieren, der indtil videre er kommet noget sløvt i gang. I dag virkede han fraværende i dueller og presspil, og han var tilmed lige ved at forære en friløber til Brøndby, før han ganske fortjent blev pillet ud i pausen. En honourable mention må desuden gå til Diao, der tabte kasketten fuldstændig og fik rødt i overtiden. Tosset!
BRØNDBY IF
Patrick Pentz 4
Sebastian Sebulonsen 4
Jordi Vanlerberghe 3
Frederik Alves Ibsen 5
Jacob Rasmussen 4
Clement Bischoff 5 (ud 72)
Stijn Spierings 3 (ud 79)
Josip Radosevic 3
Yuito Suzuki 4 (ud 72)
Mileta Rajovic 5
Nicolai Vallys 4 (ud 90)
---
Marko Divkovic UB (ind 72)
Mathias Kvistgaarden UB (ind 72)
Daniel Wass UB (ind 79)
Noah Nartey UB (ind 90)
FC MIDTJYLLAND
Elias Olafsson 4
Kevin Mbabu UB (ud 21)
Ousmane Diao 1 (udvist 93)
Mads Bech 2
Joel Andersson 2
Denil Castillo 1
Kristoffer Askildsen 2 (ud 72)
Emiliano Martinez 3 (ud 82)
Valdemar Byskov 3 (ud 72)
Aral Simsir 4
Dju Franculino 3
---
Victor Bak 3 (ind 21)
Jan Kuchta 3 (ind 45)
Pedro Bravo UB (ind 72)
Christian Sørensen UB (ind 72)
Juninho UB (ind 82)
'I holder bare jeres k*ft!'
Vi er ikke tankelæsere, men vi fornemmer alligevel, at det er et ret godt bud på, hvad der går gennem Jesper Sørensens hoved i de her minutter, efter han i mandags kom under heftig beskydning på grund af holdets utrolige kollaps mod FC Nordsjælland.
I dag leverede hans Brøndby-hold en diametralt modsat præstation, og sad man på Brøndby Stadion, var det umuligt ikke at føle, at både fans og spillere gav den en ekstra tand til dagens opgør. Allerede fra første minut var der en elektrisk stemning. Spillere gejlede fansene op, og der blev kæmpet for ALLE bolde.
Den her præstation peger frem og fjerner for en stund de kulsorte skyer, der var trukket ind over Vestegnen – også selv om det skadesramte FCM ikke var mange bedre beslutninger fra at have været på helt lige fod med værterne.
De fleste Brøndby-fans fik formentlig stadion-platten i den gale hals, da startopstillingerne rullede ind godt en time før kampen. For en af de største Brøndby-stjerner i form af Daniel Wass var slagtet blandt de startende 11.
Han var skåret fra og hængt til tørre på sidelinjen efter en periode, hvor han er blevet set bort fra som anfører, han er blevet skiftet ud i pausen af nedsmeltningen mod FCN – og samtidig har han været holdt væk fra pressen. Noget, han kommenterede til Bold for nylig.
Med alt det in mente var det en modig beslutning af Jesper Sørensen, der i den grad satte sin røv i klaskehøjde, for uanset hvordan man vender og drejer det, så er det en markant beslutning at bænke Wass.
Men cheftrænerens valg af den defensivt tunge midtbane med Spierings og Radosevic gav pote, og således får Sørensen sig lidt arbejdsro.
Resultatet ændrer intet for FC Midtjyllands nuværende status som Superliga-tophold.
Forspringet til de nærmeste forfølgere kan dog skrumpe ind til ét point, hvis FC København søndag aften vinder mod Silkeborg. Sidstnævnte kan med en sejr gå tre point efter FCM.
Aftenens værter forbliver på sjettepladsen med 18 point.
Nu venter danske landskampe mod Spanien og Schweiz, inden Superligaen genoptages om knap 14 dage. Her skal Brøndby en tur til Aarhus, mens FCM skal til Haderslev.