En del af jobbet som Superliga-træner er at stille sig op i et tv-studie og forholde sig til eksperter og journalisters spørgsmål.
Sådan var det også for FC København-træner Jacob Neestrup inden mandagens Silkeborg-møde i Parken, og her skulle han forholde sig til spørgsmål om, at FCK ikke har skabt nok chancer i denne sæson.
Og dét fnyste han af efter 2-2-kampen, der var et sandt chancehav, hvor FCK havde utrolige 27 skud, men altså blot scorede to gange. Derfor mener cheftræneren, at kritikken er forfejlet - i stedet mangler FCK kynisme.
»Før kampen skulle jeg stå at svare på spørgsmål i TV-studiet om, at vi ikke har skabt nok chancer efter transfervinduet. Den analyse køber jeg slet, slet ikke.«
»Vi skal til at konvertere ordenligt på chancerne, for så havde vi haft en del flere point,« sagde Neestrup, der ikke lagde skjul på sine følelser efter opgøret, hvor FCK scorede til 2-1 efter 91. minutter, men så på chokerende vis lukkede 2-2-målet ind i det 99. minut.
»Jeg står tilbage med en enorm skuffelse, for det er to gigantisk tabte point. Det må vi jo bare erkende.«
»Vi kan ikke snakke om uheld eller tyveri. Det er op til os selv at gøre det færdigt. Vi må erkende, vi ikke sparker chancerne ind. Pilen peger i den rigtige retning, og det har den gjort i lang tid. Men vi må begynde at konvertere vores chancer bedre,« lød det fra cheftræneren.
I Parken så tilskuerne nærmest vantro med, da et hav af chancer blev misbrugt af FCKerne, der blandt andet ramte stolpe og overligger i løbet af opgøret.
Og midtbanekriger Thomas Delaney havde da også en anelse svært ved at forstå, hvad der skete.
»Vi gjorde virkelig meget rigtigt, men alligevel lukkede vi to mål ind og skulle have scoret fem. Så det er lidt den, der sidder i kroppen,« sagde han og tilføjede, at 2-2-opgøret føltes som en profeti.
»Resultatet giver mig hovedpine, men indsatsen giver mig tryghed.«
»Men vi har jo stået her før og sagt, at al statistik siger, vi er for dårlige til at score på vores chancer, og det er bekræftet i dag. Vi er fantastiske til at presse højt, og så har vi en tendens til at lukke mål ind sidst i kampen. Det er nærmest som en profeti. Alt det vi snakker om, det skete i dag,« sagde midtbanestjernen.
I Silkeborg-lejren erkender cheftræner Kent Nielsen - der fik sin syvende uafgjorte kamp i streg - at pointet var heldigt.
»Vi var ikke tilfredse med vores præstation, og vi ved godt, det ikke var vores skyld, vi fik et point. Det var FCKs manglende dygtighed.«
»Vi ved, det er et heldigt point,« lød det blandt andet fra Kent Nielsen, der var noget uforstående overfor, at FC København fik tildelt straffesparket, der førte til 2-1-målet.
FCK er efter kampen nummer tre i Superligaen med et point op til førstepladsen, mens Silkeborg er nummer seks - á point med FC Nordsjælland uden for top seks.