Til nytår er det slut, når Danmark skiftes ud med USA.
Og det er en afsked, der kommer til at gøre usandsynligt ondt i superligaklubben FC Nordsjælland, for ikke mange spillere har leveret på så højt et niveau, som stjernen Jeppe Tverskov har formået over det seneste års tid i Farum.
Hans præstation i mandagens 4-1-sejr over Brøndby var som en destilleret udgave af midtbanespilleren, hvis kvalitet var så høj, at han blev hædret med seks ud af seks stjerner i B.T.s dom.
Derfor erkender cheftræner Jens Olsen også, at FCN-stjernen og Marcus Ingvartsen vil blive savnet, når de til vinter skifter Farum ud med FCNs kommende søsterklub i San Diego.
»Det er to dygtige fyre, der bidrager stort på vores hold. Jeppe skiller sig igen ud i dag, og jeg synes, han er en af de allerbedste spillere i Superligaen - og dét næsten uanset, hvor vi placerer ham på banen.«
»Men det er et skifte, vi ved, der kommer, og vi har mulighed for at forberede det, og så håndterer vi det,« siger Jens Olsen og tilføjer adspurgt, at Superligaen vil savne den 31-årige spiller:
»Jeg er fuldstændig enig. Det er et meget, meget højt niveau, han præsterer på, og han har gjort det igennem lang, lang tid.«
»Det har været plug and play at få ham til Nordsjælland, hvor han bidrager på og udenfor banen i forhold til de unge mennesker og vores træningsmiljø. Så det bliver et tab for os.«
Jens Olsen var efter kampen i strålende humør over en 4-1-sejr, som han erkender overraskede ham.
»Ja, selvfølgelig er jeg overrasket over det. Men det, der overraskede mig mest var, at vi denne gang formåede at omfavne kampen hele vejen hjem og gøre det til vores. Vi bestemte stort derfra,« fortæller FCN-cheftræneren, der vil bruge mandagens 4-1-opvisning som en løftestang.
»Det kommer til at gå op og ned, når vi har så mange unge spillere og er et nyt hold, men det her viser, vi ikke skal ryste på hånden. Vi gør de rigtige ting.«
FC Nordsjælland gik med sejren over Brøndby ind i top seks - á point med holdet fra vestegnen.