Der var splittelse blandt FC Københavns fans i Parken mandag aften.
For de to langsider gjorde oprør og fik nok af, at en gruppe af de stemningsskabende fans på endetribunen begyndte at kaste med pyroteknik midt i anden halvleg – endda i en kamp, hvor den nedre sektion af fantribunen var lukket som følge af netop pyroteknik.
Derfor buhede langsiderne og råbte smædesange mod de fyrværkeri-kastende fans – og dén situation var som ikke bare en varm, men en sprængfarlig kartoffel, da flere FCK-aktører noget forsigtigt mødte pressen efter den særdeles sikre 2-0-sejr over AaB.
Særligt var cheftræner Jacob Neestrup ordknap om situationen. Allerede inden første spørgsmål om sagen var stillet færdigt, lød det.
»Det har jeg ingen kommentarer til. Det har jeg ingen kommentarer til.«
Hvordan kan det være, du ikke har det?
»Jeg er træner. Jeg har fokus på kampen. Jeg har ikke fokus på alt andet.«
Det er ret signifikant, at de to langsider råber ad Sektion 12. Har du oplevet det før?
»Det … Jeg har ingen kommentarer til det.«
Siden gik snakken videre om noget, som cheftræneren hellere ville snakke om: En sejr med fuld kontrol, flere spillere i god udvikling, et flot græstæppe i Parken og et FCK-hold på vej frem.
Men til allersidst faldt snakken igen på situationen, der som minimum igen-igen-igen vil koste FCK en bødestraf – og i værste fald endnu en lukket tribune.
Og så ville Neestrup gerne erkende, at de manglende fans i hvert fald ikke er en fordel.
»Det er ærgerligt, der ikke er fans. Er du sindssyg, når man går ind ad tunnelen i Parken, og Sektionen står sådan der. Det er et vanvittigt syn. Så det er ærgerligt. Men det er det eneste, jeg har at sige til det.«
Hvorfor opfordrer du dem så ikke til at lade være?
»Nej, stop det der. Det gider jeg ikke kommentere på.«
B.T. spurgte Thomas Delaney, der også trådte forsigtigt, da han opfordrede de fyrværkeriglade fans til at undgå flere straffe.
»Det er ti gange federe at spille med en fyldt Sektion 12, så jeg synes da – og jeg skal passe på med, hvad jeg siger her omkring pyro – men de skal gøre så meget, som de kan for at blive på stadion,« sagde han med et smil, der indikerede, at han er fortaler for sikker og lovlig pyroteknik til fodboldkampe.
Nordmanden Mohamed Elyounoussi tog også plads i det diplomatiske hjørne, men erkender, at FCK har brug for deres fans på stadion.
»Som fodboldspiller tænker man på, hvad der sker på banen. Så tager andre sig af det andet. Men det er klart, at vi har brug for vores fans. Dem vil vi gerne have med os. Det ville være fint at undgå straf,« lød det fra målscoreren til 2-0.