Et voldsomt fyrværkeri fra tilskuerrækkerne afbrød mandag kampen mellem AGF og Brøndby IF.
Blandt andet så det voldsomt ud, da en vagt på vej væk fra fyrværkeriet blev ramt af noget af det affyrede pyroteknik, gik i jorden og måtte kravle derfra.
Tirsdag eftermiddag oplyser AGF så til B.T., at klubben har talt med vagten, der blev ramt af en prop fra fyrværkeriet, hvorfor han faldt. Han er sluppet uden skader.
Og samtidig tager AGF-direktør Jacob Nielsen nu stor afstand fra de voldsomme scener, der udspillede sig på Ceres Park i forbindelse med mandagens Superligakamp.
»Vi tager skarpt afstand fra hændelsen i forbindelse med kampen mod Brøndby. Vi er glade for, at vores vagt ikke kom noget til og vil selvfølgelig internt tage hånd om dem, der havde en ubehagelig oplevelse.«
»Pyroteknik er ulovligt, og vi tager det alvorligt. Det bør alle gøre, når man kan se de konsekvenser, som det har haft og kan få for klubben,« lyder det i et skriftligt svar til B.T., hvor Jacob Nielsen slår fast, at AGF vil gøre alt for at finde de ansvarlige:
»Nu undersøger vi det internt, og vi vil gøre, hvad vi kan for at finde ud af hvem, der stod bag og slå hårdt ned i form af karantæner og bøder, hvor det er muligt.«
På baggrund af det vilde fyrværkerishow ser AGF med al sandsynlighed ind i en stor bøde for brud på Fodboldens Disciplinærinstans regler om orden og sikkerhed på stadion.
Mens det slog gnister på tribunerne, gik det også vildt for sig på banen, hvor AGF vandt 1-0 i en tæt og dramatisk topkamp.
Efter kampen gik det endnu vildere for sig, da Brøndby-cheftræner Jesper Sørensen så rødt for at gribe fat i kraven på AGF's Felix Beijmo.