Er din mobiltelefon eller tablet af ældre dato?

Så kan du fra og med i dag stå med et alvorligt problem.

Tirsdag gennemfører MitID nemlig en opdatering, som betyder, at det ikke længere vil være muligt at bruge MitID på mobiltelefoner og tablets med Android 9 eller ældre styresystemer.

En Samsung Galaxy S8 fra 2017 vil eksempelvis være udelukket fra at bruge MitID, da den ikke understøtter det påkrævede Android 10-styresystem. Og har du en iPhone, skal du nu have styresystemet IOS 15 eller nyere for at kunne tilgå MitID. 

Det skriver MitIDs hjemmeside, hvor det kaldes en 'nødvendig teknisk opdatering'. 

Konkret betyder det, at 18.204 danskere ikke længere vil kunne bruge MitID på deres telefon eller tablet.

Er du en af dem? Så har du heldigvis to muligheder, hvis du fortsat vil kunne komme på MitID via mobilen eller din tablet.

Du kan enten bestille en MitID kodeviser, så du bruger den hver gang, du logger på, eller du kan købe en ny mobil eller tablet med en nyere version af Androids eller Apples styresystem.

MitID skriver på sin hjemmeside, at de berørte borgere er blevet kontaktet via digital post eller et fysisk brev.

Hvor mange af de 18.204 borgere, der på den baggrund har anskaffet sig en MitID kodeviser eller en ny mobiltelefon/tablet, er uvist.