Dating-appen Tinder tester et nyt koncept.

Onde tunger vil kalde det overfladisk, men nu kan betalende brugere vælge, hvor høje deres potentielle matches skal være.

Tiltaget har skabt stor debat på sociale medier, skriver Independent.

»Det er slut for lave mænd. Hvad skal de nu gøre?« skriver en bruger på X, mens andre synes, at det er en positiv ny funktion.

»Hvorfor er det et problem? Hvis nogen foretrækker en bestemt højde, så gør det. Det frasorterer også dem, der ikke kan lide din højde,« kommenterer en anden.

Men data fra OKCupid viser, at på de apps, hvor der er slået en højdefunktion til, lyver mændene og kvinderne.

Hos mændene bliver der i gennemsnit lagt fem centimeter til højden, mens kvinder gør sig selv lavere.

Men det er ikke første gang, at dating-apps forsøger sig med kontroversielle forslag.

Hos en anden af danskernes favoritter, Hinge, har appen tidligere forsøgt sig med etnicitetspræferencer, hvilket skabte stor debat.