Han brød ud i store grin undervejs, men da først den kontroversielle tennislegende Boris Becker gik på scenen og omfavnede Jürgen Klopp, fik han fugtige øjne og blev rørt til tårer.

Fodboldtræneren havde fået æren af at holde tale for Becker, da han modtog 'Legende-prisen' ved Bilds store sportsgalla.

Det skriver mediet selv.

»Dengang ville jeg intet andet end at være dig. Vi var samme alder, og du viste mig, at jeg ikke behøvede at vente, til jeg var gammel nok. Du vandt den største titel, som ingen troede, var muligt,« lød det blandt andet fra Jürgen Klopp, der fortsatte:

Foto: Frankpeters/Picture Alliance/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hvis du ikke havde vundet Wimbledon i 1985, havde jeg ikke stået her i dag. Jeg skylder dig min karriere. Du er en tysk sportslegende. Vær stolt af, hvad du har opnået.«

De to legender og gode venner fik også lov at spille en hurtig omgang padeltennis på scenen.

Da Becker afsonede syv måneder i fængsel i 2022, ville Klopp besøge ham, men da fængslet ikke kunne garantere for sikkerheden ved et så prominent besøg, blev Klopp nægtet adgang til sin ven.

Hele aftenen ved Bilds sportsgalla havde 57-årige Boris Becker sin 34-årige kone, Lilian de Carvalho Monteiro, som er gravid med parrets første barn. Parret blev gift i september 2024.

Boris Becker har fire børn fra tidligere forhold.

Tyskeren, der nåede tre Wimbledon-triumfer og i alt seks grandslam-titler, var i en kort periode træner for Holger Rune.