Pludselig blev han så dårlig, at han løb ud i siden af banen og kastede op. 

Og det blev han ved med, indtil det stod klart, at det var slut for denne gang. 

Den danske Wimbledon-sensation August Holmgren måtte trække sig fra Challenger-turneringen i amerikanske Lexington tidligt tirsdag morgen, efter han fik det dårligt. 

Det viser billeder fra turneringen på X. 

Bagud 1-5 i tredje sæt mod colombianske Nicolas Mejia gik det galt, og nu forklarer Holmgren selv hvorfor, efter han har fået mange beskeder for at høre, om han er okay. 

Det skriver han i en story på Instagram. 

'Tak til alle, der spørger, om jeg er okay efter kampen,' skriver han og fortsætter: 

'Alt er godt! Det var bare lidt hedeslag efter nogle timer i solen i Lexington. Det er endnu en mulighed for at lære, og jeg kommer til at tale med min stab for at finde ud af, om vi skal lave nogle kostændringer, når jeg skal spille kampe i ekstrem hede,' slutter han. 

Holmgren vandt mange danske fans denne sommer i et folkeligt gennembrud, da han storspillede i sin første grand slam nogensinde. 

I sidste ende sluttede det i tredje runde af Wimbledon, efter han havde kvalificeret sig til hovedturneringen med tre kvalifikationssejre.