Der er dømt babylykke hjemme hos Caroline Wozniacki.
Den danske tennisstjerne har nemlig født sit tredje barn lørdag.
Det fortæller den nybagte mor i et fælles opslag med sin ægtemand, David Lee, på Instagram.
Her afslører danskeren desuden, at der er tale om en lille dreng, der skal hedde Max.
»Max Wozniacki Lee. Født 26. juli. Mor og baby har det godt, og vores familie kunne ikke være gladere,« står der i opslaget.
Caroline Wozniacki og David Lee har i forvejen børnene Olivia og James.
Den danske verdensstjerne gjorde for to år siden comeback på WTA-touren.
Siden US Open i august har hun dog ikke spillet én eneste kamp – blandt andet på grund af sin graviditet.
Danskeren har indtil videre ikke meldt ud, om hun er færdig med at spille tennis på topplan, eller om hun har tænkt sig at komme med endnu et opsigtsvækkende comeback.