Holger Rune var lige så chokeret som alle os andre.
For søndag aften sad han nemlig hjemme på hotellet og så med på tv, da Clara Tauson endte med at blive sendt ud af US Open efter et kæmpe drama.
Et drama, som selv Rune havde en smule svært ved at forklare, selv om han i løbet af de seneste par år har været hovedperson i adskillige af den slags på banen.
Det fortalte han mandag aften til B.T. og resten af den danske presse, efter han havde spillet sig videre til anden runde i New York:
»Jeg sad og så afslutningen på kampen derhjemme - lige inden jeg skulle have behandling. Det var en vanvittig kamp, og det virkede til, at Clara ikke spillede frit i sine grundslag.«
»Men det er meget normalt, og det kan ske for alle.«
Clara Tauson var ellers storfavorit til at vinde søndagens kamp mod Alexandra Eala efter nogle måneder, hvor hun har haft enorm succes på banen samt opnået sin bedste rangering nogensinde.
Men søndag endte det hele dog med et nærmest historisk kollaps.
»Måske begynder hun at mærke mere pres på grund af sin rangering, men det skal jeg ikke kunne sige,« lød det videre fra Holger Rune, som er glad for at se barndomsveninden få succes:
»Jeg synes, Clara begynder at komme derhen, hvor hendes tennis fortjener at være. For hun spiller rigtig godt. Der er selvfølgelig nogle ting, der kan blive bedre. Det er der for os alle sammen.«
»Men jeg er glad for at se hende gøre det godt. Hun er super sød, og jeg ønsker hende alt det bedste,« afsluttede han.
Holger Rune spillede sig mandag aften videre til anden runde ved US Open ved at besejre hollandske Botic van de Zandschulp.
Du kan læse B.T.s dom fra kampen LIGE HER.