Siden de var helt små, har de kendt hinanden.

Men venskabet er røget en smule i baggrunden de senere år, efter de begge er vokset op og nu er blevet tennisstjerner.

For selv om Holger Rune og Elmer Møller er barndomsvenner, er det faktisk minimalt, hvad de har af kontakt med hinanden i dag. Også selv om de lige nu render rundt på det samme tennisanlæg i New York for at deltage i US Open.

De to unge danskere ser nemlig stort set ikke hinanden, når de er ude til de samme turneringer. Hverken på anlæggene eller uden for. Det fortæller Elmer Møller til den danske presse forud for sin US Open-debut.

Fra venstre: Holger Rune, Carlos Alcaraz og Elmer Møller som børn.
Fra venstre: Holger Rune, Carlos Alcaraz og Elmer Møller som børn. Foto: Privatfoto.
Vis mere

»En grand slam-turnering er meget stor. Der er mange steder at være, og man er meget fokuseret på sin egen turnering, når man er her (i New York, red.),« lyder det fra den 22-årige komet.

Det er dog på ingen måde et bevidst valg, at de to barndomsvenner er gledet mere og mere fra hinanden i løbet af årene.

For der er nemlig hverken tale om uvenskab eller lignende, slår Elmer Møller fast flere gange.

»Hvis vi mødes, så hilser vi jo på hinanden og snakker. Det er ikke et fravalg. Og jeg føler på ingen måde, at der er dårlig stemning mellem Holger og jeg. Jeg føler, den er god,« lyder det videre.

En del af forklaringen er, at for de to danskere handler det ikke om at pleje venskaber, når de rejser verden rundt for at deltage i turneringer. Det handler i stedet om at vinde.

»Holger kommer jo også for at vinde US Open, så nej, det er ikke et socialt event,« afslutter Elmer Møller.

Danskeren får natten til onsdag (dansk tid) debut ved US Open, når han møder den amerikanske stjerne Tommy Paul.

Du kan følge kampen live på bt.dk fra klokken 02.30.