Det bliver nogle vigtige uger for Holger Rune. Og hans pengepung.
For mens han tager hul på årets sidste grand slam-turnering, US Open, kommer der til at udspille sig et mindre økonomisk 'drama' i kulissen.
Den danske tennisstjerne skal nemlig snart have en ny sponsoraftale med en ketsjerproducent på plads, eftersom danskerens nuværende aftale med Babolat udløber ved udgangen af 2025. Ketsjergiganten vil dog meget gerne forlænge aftalen med den danske tennisjuvel, og B.T. kunne allerede sidste år afsløre, at Rune-lejren og Babolat havde taget hul på reelle forhandlinger om en ny aftale.
Ifølge B.T.s oplysninger er der dog endnu ikke skrevet under på noget, og det skyldes primært, at andre store mærker som Wilson, Dunlop og Head pludselig er kommet på banen og har lagt vilde millionbud på bordet for at hapse den 22-årige dansker. Og her kan særligt én detalje gøre ham stenrig – den del vender vi tilbage til.
For de mange millionbud har nu betydet, at der er opstået regulær budkrig.
Ifølge B.T.s oplysninger er et par af buddene faktisk oppe på et niveau, hvor danskeren potentielt vil kunne se frem til at modtage 10-12 millioner kroner om året.
Og i tennisverdenen er det ikke unormalt, at ketsjeraftaler typisk varer 4-5 år ad gangen. I den forbindelse kan B.T. fortælle, at det da også netop er denne kontraktlængde, som agentvirksomheden IMG, der har Holger Rune i sin stald, går efter i forhandlingerne.
Lykkes det, kan danskeren sammenlagt se frem til at score op mod 50-60 millioner kroner de kommende år.
Den økonomiske fest stopper dog ikke dér.
En afgørende detalje er nemlig de mulige bonusordninger, som kan stige afhængigt af, hvordan danskeren kommer til at præstere på banen de kommende år. Blandt andet er turneringssejre og rangering på verdensranglisten en vigtig del af denne type sponsoraftaler.
Og netop derfor er det da heller ikke usandsynligt, at en aftale vil ende med indbringe danskeren sammenlagt 70 millioner kroner i løbet af årene, hvis han eksempelvis vinder en grand slam eller bliver nummer ét i verden.
B.T. kan samtidig fortælle, at der i disse dage foregår vigtige møder i New York mellem IMG og de potentielle ketsjersponsorer.
Her skal der blandt andet forhandles om de lukrative bonusser samt ses på muligheden for at specialdesigne ketsjere til Holger Rune.
Men... indtil videre er den danske stjerne dog stadig på kontrakt med Babolat. I hvert fald året ud.
US Open bliver servet i gang søndag, og du kan følge alle danskernes kampe fra årets sidste grand slam live på bt.dk.