Ansigtsudtrykket sagde det hele. Det var ikke til at tage fejl af.
For Holger Rune virkede fuldstændig slukket, da han sent onsdag aften satte sig ned foran mikrofonen på pressemødet, efter han netop var røget ud af US Open.
Danskeren tabte nemlig til tyske Jan-Lennard Struff i anden runde i New York efter et kæmpe drama.
Og derfor var det da også en kortfattet dansk stjerne, som mødte B.T. og resten af den pressen efter skuffelsen.
»Struff spiller frygtløst. Han slår hårdt til bolden og rammer linjerne. Så er det svært at gøre noget. Der var ikke så meget at gøre. Han var modig, og så spillede han vanvittig godt på de vigtige tidspunkter. Der er ikke så meget at sige til det,« lød det fra en nedslået Rune, inden han fortsatte:
»Jeg synes egentlig, jeg havde en god fornemmelse, da jeg gik ind til femte sæt. Men kredit til ham. Han går virkelig efter sine slag. Det er der ikke mange, der gør. Man må tage hatten af for ham.«
Med danskerens nederlag i anden runde sætter han dermed punktum for sit grand slam-år, der ikke ligefrem har levet op til en spiller af hans kaliber.
»Det har været et svært år med sygdom. Og svært at få rytme. Men jeg er sund og rask nu, så det er det vigtigste,« forklarede han videre, inden han dog afviste, at der hviler en mindre grand slam-forbandelse over ham i øjeblikket:
»Jeg tror ikke på forbandelser. Grand slams er bare svære at vinde. Det er derfor, der er så få, der gør det.«
Holger Rune endte med at tabe onsdagens drama med cifrene 6-7, 6-2, 3-6, 6-4, 5-7.
Du kan læse B.T.s dom fra kampen LIGE HER.