Hun var både ked af det og dybt frustreret. Men også rasende.

Clara Tauson var nemlig voldsomt vred på kampens dommer, da hun mødte B.T. og resten af pressen efter søndagens vanvittige kollaps ved US Open.

Her udspillede der sig nemlig en dramatisk situation i slutningen af tredje sæt, hvor filippinske Alexandra Eala vandt en duel oppe ved nettet ved stillingen 15-30 i Tausons serv. Danskeren var dog overbevist om, at filippineren havde ketsjeren over nettet, da hun ramte bolden.

Men den blev ikke dømt, selv om situationen blev set igennem på video flere gange. Og i stedet endte Tauson med at tabe kampen kort tid efter.

Foto: Kena Betancur/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Derfor var situationen da også det helt store samtaleemne, da hun efter nedturen satte sig ned foran pressen.

»Det var helt klart et forkert kald af dommeren. Min træner og fysioterapeut sagde det samme. Og når de gør det, så ved jeg, at jeg ikke tager fejl,« lød det fra Clara Tauson, inden hun fortsatte:

»Det var en forkert beslutning, og jeg ved ikke, hvordan det overhovedet er muligt, når vi har video. Men nogen mener åbenbart noget andet, selv om det er forkert.«

»Hele stadion var med Eala, så jeg er sikker på, at dommeren følte et pres. Det var bare forkert.«

Foto: Sarah Stier/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og det forsøgte Tauson da også at sige til dommeren flere gange undervejs i det vanvittige drama, der udspillede sig søndag aften.

»Jeg siger, han tager fejl. Og han siger, jeg tager fejl. Men jeg kigger op på skærmen, og der er det rimeligt klart, at Eala rammer bolden på min side af nettet. Det må man ikke,« lød det videre.

Den dramatiske situation udspillede sig ved stillingen 5-4 til danskeren i tredje sæt. Et ekstremt afgørende tidspunkt. Men hun vil dog ikke give dommerens beslutning skylden for, at hun endte med at tabe kampen.

»Det er ikke derfor, jeg taber. Min serv falder sammen, og jeg spiller langsomt ad helvedes til. Og så bliver jeg usikker. Jeg spillede en rigtig dårlig kamp,« forklarede hun videre.

Clara Tauson havde da heller ikke ligefrem behov for at nærstudere den omtalte net-situationen.

»Jeg skal ikke se det lort igen. Der er ikke noget at gøre,« afsluttede hun.

Du kan læse B.T.s dom fra danskerens vanvittige kollaps LIGE HER.