Han blev for nylig spottet i København.
Det satte gang i alverdens rygter for den italienske tennisstjerne Jannik Sinner. Rygter om en mulig ny dansk flamme.
Det skyldes særligt et billede af en unavngiven kvinde med ryggen til ved siden af verdensetteren.
Mange har på de sociale medier spekuleret i, om det er den danske model Laila Hasanovic.
Tidligere har hun datet fodboldspilleren Jonas Wind og senest Formel-1-køreren Mick Schumacher, som i øvrigt er søn af den tyske legende Michael Schumacher. Men deres forhold blev meldt forlist i april.
Og nu er internettet spækket med påstande og teorier om, at Laila Hasanovic viste Jannik Sinner rundt, mens han var i København.
Men på et pressemøde forud for French Open blev Jannik Sinner spurgt ind til billedet med den unavngivne kvinde og her afviste han blankt kærlighedsrygterne:
»Nej nej, der var ingen kvinde. Jeg skulle noget i forretningsøjemed, som var nogle fotoshoots, intet andet.«
Jannik Sinner vandt sin første kamp mandag i French Open.