Det har tidligere været fremme, at den danske tennisstjerne Holger Rune er hurtig på tasterne fra sin Instagram-profil.
Og nu florerer der igen et vildt rygte om den danske tenniskomet, der angiveligt er gledet ind i en af sine kvindelige tenniskollegaers indbakke – men uden det store held.
For i et interview med Youtube-kanalen First&Red fortæller den russiske tennisstjerne Anna Kalinskaya, hvordan flere af de mandlige tennisspillere ofte skriver til hende.
Og særligt Holger Rune har hun måtte affeje flere håndfulde gange, hævder hun:
»Der var en, der skrev til mig ti gange, og så gav han op. (...) Nu siger jeg det bare, (det var, red.) Holger Rune,« fortæller den 26-årige tennisspiller i podcasten.
Men her stopper anklagerne mod Rune ikke – faktisk skyder russeren efterfølgende med skarpere skyts:
»Han skriver til alle, han fortjener alt det her, han tænker alt for højt om sig selv, men han er ikke den eneste,« siger Kalinskaya i interviewet.
Efterfølgende er interviewbidden gået viralt på de sociale medier, hvor Holger Rune nu også har taget til genmæle.
Her indrømmer han at have skrevet til den russiske stjerne, men der er tale om 'kulturelle forskelle', mener han.
»Ha ha ha. Vi har muligvis kulturelle forskelle, som får Anna til at læse en kommentar på en story som en invitation til en date,« skriver Holger Rune på X og forsikrer så:
»Hvis jeg vil på en date, så spørger jeg efter en date. Bare rolig.«
Det er ikke første gang, Holger Rune bliver afsløret i at have skrevet til kvindelige tenniskollegaer.
Tilbage i juli gik Veronika Kudermetova også viralt ved i en podcast at afsløre, at danskeren også havde skrevet til hende – han havde bare misset en vigtig detalje:
»Jeg sagde – knægt, jeg er nok for gammel til dig. Hvis du har set min Instagram, så har jeg en mand,« sagde Kudermetova dengang i podcasten.