Tadej Pogacar lossede de danske Tour-drømme hårdt over skinnebenet, da han dominerede Jonas Vingegaard i overlegen stil og sendte et alvorligt wakeupcall afsted til den danske Tour-stjerne.

Her får du B.T.s dom fra braget i Pyrenæerne på Tourens 14. etape, der blev vundet af Tadej Pogacar.

Jonas Vingegaard var klog og kold som den famøse brøndgravers røv, da han så Pogacar-løjtnanten Adam Yates stryge afsted på Pla d'Adet.

Derfra gik det dog ikke Vingegaards vej op af dagens sidste bjerg, hvor han kom i mål 39 sekunder efter monsteret Tadej Pogacar, der brølede alle sine aggressioner ud, da han passerede stregen. Som en slags hævn efter onsdagens etape, hvor han blev overspurtet og missede sejren.

Jonas Vingegaard blev domineret og Visma-holdet afmonteret på det terræn, der ellers passede danskeren som fod i hose. En gedigen skuffelse, danskeren skal sluge og fordøje lynhurtigt, inden der igen skal kæmpes et bjergslag søndag.

Thyboen må dog være lettet over, at han fik begrænset skaderne nogenlunde – og han er decideret heldig med, at Pogacar ikke angreb længere væk fra mål. For så kunne det være blevet rigtig, rigtig grimt.

Tadej Pogacar tog hævn mod Jonas Vingegaard.
Tadej Pogacar tog hævn mod Jonas Vingegaard. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Vis mere

Vingegaards Tour-chancer led et hidsigt knæk på toppen af Pla d'Adet, hvor han ikke kunne måle sig med sit slovenske nemesis. Med danske øjne udstillede etapen – desværre – også en ting mere.

Vi havde en idé om, at Visma-holdet har store mangler i bjergene og håbede måske lidt naivt, at det ville blive bedre. Forskellen viste sig endnu engang at være enorm mellem dem og UAE.

Desværre viste Pogacars soldater storform – både på landevejen og i sportsdirektør-bilerne. Holdet leverede en mindre genistreg ved at sende fortroppen Adam Yates ud som springbræt til Pogacars knivskarpe angreb, der blev en syngende lussing for Vingegaard og Visma.

I sidste ende blev det til et tidstab på sekunder - og heldigvis ikke minutter - for den regerende Tour de France-vinder. Selvfølgelig langt fra det, vi havde håbet på. Men hold nu op, hvor er årets udgave vanvittig med uforudsigelige plottwists og en titanisk magtkamp, der bølger frem og tilbage. Vi vil ha' mere af det!

Jonas Vingegaard led på 14. etape og er nu 1 minut og 57 sekunder efter Tadej Pogacar.
Jonas Vingegaard led på 14. etape og er nu 1 minut og 57 sekunder efter Tadej Pogacar. Foto: Marco Bertorello/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Visma-Lease a Bike havde travlt med at feje alle anklager om absurd kørsel af vejen efter fredagens kaotiske etape, hvor mandskabet brugte rigtig meget energi på at kontrollere løbet og jagte en etapesejr for Wout van Aert. Lørdag så det ud til, at de betalte prisen.

For allerede tidligt på etapen slap den belgiske superstjerne og Vingegaards anden hjælper, franskmanden Christophe Laporte, hvilket så noget mystisk ud og umiddelbart virkede som payback fra dagen før.

Men var det virkelig det? Faktisk kunne der ligge noget helt andet bag. Søndag står der nemlig igen en benhård bjergetape på programmet, og derfor kunne det have været en bevidst taktik for at spare stængerne til i morgen.

Snedigt træk, hvis det var tilfældet, selvom Jonas Vingegaard så svag ud sidst på etapen. Men det er svært at pege på, hvorvidt deres kørsel egentlig har været gal eller genial. Især når man så den vilde forskel på Visma og UAE-mandskaberne lørdag.

Tukan-Jonas er tilbage i Tourens startområder, og det er bestemt ikke en karakter, vi havde savnet.

For vores Tour-stjerne troppede op med et af Visma-Lease a Bikes absurdstore mundbind som symbol på den frygt, der spreder sig med lynets hast i feltet.

Coronavirussen borer sig nemlig ind blandt stjernerne på landevejen og er godt på vej til at smadre Tour-feltet. Noget, der bringer minder frem, vi helst ville fortrænge.

Torsdag var det Michael Mørkøv, der blev fældet af covid og blev sendt hjem. Fredag røg Juan Ayuso ud af løbet, og lørdag blev det Tom Pidcocks tur. Nu håber vi for Guds skyld ikke, at der kommer flere i rækken. Selvom det virker utopisk.

Robocop-Vingegaard.
Robocop-Vingegaard. Foto: Daniel Cole/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hold på havestolene – søndag er det indenfor, det foregår!

Få fyldt isterningebakkerne op og have charcuterie-platten klar – sørg i øvrigt gerne for rigeligt af det – for du vil ikke misse et minut af monsteretapen mellem Loudenvielle og Plateau de Beille på knap 200 kilometer.

Dagens menu starter brutalt med en stigning på syv kilometer, hvorefter rytterne skal kæmpe sig over tre bjerge inden finalen med opstigningen på knap 16 kilometer til mål.

Jowsa, siger vi bare, før etapen, som er en kærkommen mulighed for et nyt klassementslagsmål inden mandagens hviledag.

Vi tør godt love to ting: For det første, at vi igen ser en kynisk kamp mellem kaptajnerne i klassementet. For det andet, at vi ser franskmænd i udbrud på den franske nationaldag, Bastilledagen, der plejer at være en kæmpe fest.

Denne Tour er langtfra slut!

1. Tadej Pogacar – UAE Team Emirates
2. Jonas Vingegaard – Visma-Lease a Bike +0:39'
3. Remco Evenepoel – Soudal Quick-Step +1:10'
4. Carlos Rodriguez - INEOS Grenadiers +1:19'
5. Giulio Ciccone - Lidl-Trek +1:23'
6. Santiago Buitrago - Bahrain-Victorious ''
7. Adam Yates - UAE Team Emirates ''
8. Felix Gall - Decathlon AG2R La Mondiale Team +1:26'
9. Matteo Jorgenson - Visma-Lease a Bike +1:29'
10. Derek Gee - Israel-Premier Tech ''

Andre læser også