En dansk Tour-sejr virker næsten umulig, efter Tadej Pogacar rundbarberede Jonas Vingegaard og Visma-Lease a Bike for anden dag i træk. Nu skal vi håbe på et mirakel.
Her får du B.T.s dom fra Tourens 15. etape, hvor Tadej Pogacar sejrede på toppen af Plateau de Beille.
Jonas Vingegaard skød med alt, han havde, fulgte planen og satsede det hele. Men danskerens dieselmotor kan på ingen måde true toptunede Tadej Pogacar i årets Tour de France. Han blev smadret!
Tour-titanerne plejer at være så lige, men i år er Tadej Pogacar ganske enkelt urørlig, og på Plateau de Beille kom Jonas Vingegaard mere til at ligne en hjælperytter, der skulle sende sin kaptajn af sted, end en reel udfordrer til sloveneren.
Jonas Vingegaard prøvede med et hårdt ryk cirka fem kilometer til mål. Tadej Pogacar svarede iskoldt få sekunder senere og parkerede Vingegaard, mens han snottede ud af næsten med den ene finger. Nemt.
Lad os igen minde om, at Jonas Vingegaard for kun tre måneder siden lå på hospitalet i Baskerlandet med et styrt, der ikke bare kunne have kostet ham karrieren, men også livet.
Det her er heroisk kæmpet af Jonas Vingegaard, men det her er en øretæve, der med garanti kommer til at svie. Der skal uheld til at stoppe Tadej Pogacars Tour-sejr!
Vi skal skue langt tilbage i fortiden for at se to så sorte danske cykeldage, som vi har været vidner til denne weekend.
Begge gange er Jonas Vingegaard blevet sat godt og grundigt til vægs af Tadej Pogacar, og lad os nu bare være ærlige: En dansk Tour-triumf har aldrig virket længere væk, end den gør lige nu.
Vingegaard har før lavet mirakler i Tourens første uge, men det kræver karrierens største hidtil, hvis han skal vende den håbløse situation på hovedet, hvor han er mere end tre minutter efter UAE-stjernen i det samlede klassement.
Vi har på ingen måde givet op! Men lad os sige det sådan, at vi håber mere, end vi tror på det. For det ser næsten umuligt ud, selvom der stadig venter store bjergslag og en decideret giftig enkeltstart.
Visma-holdet fulgte den hollandske cykelbibel til punkt og prikke, da mandskabet begav sig ud på et storslået forsøg på at at knække Tadej Pogacar.
Men Vingegaard og co. blev mødt af en slovensk cykelgud, der greb om Vismas initiativ og det dagslange offensive pres, som han krøllede stille og roligt sammen med sine bare stænger.
Visma gjorde ellers alt det rigtige på en modbydelig dag med skyhøje temperaturer. Gik i front fra løbets tidlige timer og satte tempo, inden Vingegaard-løjtnanten Matteo Jorgenson eksploderede et decimeret felt i tusind stykker på stigningen til Plateau de Beille.
Med lidt over ti kilometer til mål blev det thyboens tur til at trykke uden at true Tadej Pogacar, der så ekstremt ubesværet ud og placerede dødsstødet fem kilometer senere. I danskerens lejr må de føle sig magtesløse. For det er svært at sige, hvad de kunne gøre bedre. De var bare ikke gode nok, og i dag er der kun en ting at gøre. At bøje sig i støvet.
Det kan godt være, at corona, siddesår og knækkede knogler har fået ram på halvdelen af det danske 'landshold' , men de fire tilbageværende gutter med dansk pas giver os lov at drømme om store resultater i uge tre.
Jonas Vingegaard er kendt som klodens bedste Grand Tour-rytter i den opslidende sidste uge, men også rutinerede Magnus Cort og veteranen Jakob Fuglsang flekser en formidabel formkurve.
Søndag var anden dag i træk, Uno-X' enlige dansker ville ud at have vind i skægget, og bornholmeren ligner en sulten mand, der griber ud efter en etapesejr i Tourens sidste uge.
På samme måde må Jakob Fuglsang slikke sig om munden med udsigten til en Tour de France, der slutter i de bjerge omkring Nice, han kender bedre end nogen anden. Det lover godt!
Ooooog pust så ud – det er jer vel undt, kære Tour-ryttere.
Efter to knaldhårde dage i Pyrenæerne byder mandagen på en tiltrængt hviledag, hvor der kun er enkelte pressemøder og en kort tur på den tohjulede på programmet.
Ellers skal sårene slikkes, lårene masseres og depoterne fyldes op før Tourens afgørende uge, hvor Jonas Vingegaard skal sætte ALT ind på et utroligt comeback for at vippe Tadej Pogacar væk fra den øverste podieplads.
Ugen starter igen tirsdag med en flad etape, der er sprinternes sidste Tour-chance for en sejr, før der igen kommer flere højdemeter på.
1. Tadej Pogacar – UAE Team Emirates
2. Jonas Vingegaard – Visma-Lease a Bike +1:08'
3. Remco Evenepoel – Soudal Quick-Step +2:51'
4. Mikel Landa - Soudal Quick-Step +3:54'
5. João Almeida - UAE Team Emirates +4:43'
6. Adam Yates - UAE Team Emirates +4:56'
7. Santiago Buitrago - Bahrain-Victorious +5:08'
8. Carlos Rodriguez - INEOS Grenadiers ''
9. Richard Carapaz - EF Education-EasyPost +5:41'
10. Felix Gall - Decathlon AG2R La Mondiale Team +5:57'
Lyt blandt andet med efter 50 minutter, hvor vi diskuterer en surrealistisk og uhørt kommentar om Jonas Vingegaard. Du kan høre podcasten og følge den på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: