Nok er det hendes søns allerstørste rival og konkurrent.
Men alligevel har mor til Tadej Pogacar, Marjeta, enorm respekt for, hvordan Jonas Vingegaard har rejst sig fra at ligge i grøften i Baskerlandet til at køre, som han hidtil har gjort i dette års Tour de France.
Det fortæller hun, da B.T. møder hende i startområdet, hvor hun og husbond Mirko Pogacar håber at få et glimt og et kram af Tadej og samtidig fortælle ham, at han skal passe på sig selv, inden forældrene selv sætter kursen mod Pyrenæerne, hvor et enormt slag mellem Pogacar og Vingegaard ventes at stå lørdag og søndag.
»Jonas er virkelig stærk - og jeg vil sige chapeau til ham med tanke på, hvor skadet han var for tre måneder siden.«
»Han er lykkedes med at komme i utrolig form,« siger Marjeta til B.T.
Pogacars mor er denne formiddag ét stort smil og oser af overskud, selvom journalister fra hele verden hiver fat i hende.
Der er så mange, at Marjeta underholder med, at hun afholder sin egen pressekonference - og da det er B.T.s tur i rækken, afslører hun blandt andet, hvordan det er at være mor til Tourens fører.
»Jeg er meget glad for, at min søn er i gult nu, for det gør det så nemt at se ham.«
»Men jeg ved ikke, om min søn vinder. Jeg håber det da. Det er min søn. Jeg håber altid det bedste for mine børn - for dem alle,« lyder det kærligt fra den slovenske kvinde, der også går gennem svære perioder som mor til en af verdens bedste cykelryttere.
For når Tadej skal ned ad de stejle bjerge, så ryger hjertet i halsen på mor.
»Jeg er meget nervøs, når jeg følger med. Og særligt når det går nedad,« fortæller Marjeta Pogacar og afslører, at hun faktisk helst undgår at se nedkørslerne.
»Det er meget bedre, når vi selv står ude på vejene og ser løbet, for så ser vi ikke de nedkørsler. Så ser vi dem først, når de er overstået, og det er meget nemmere for os forældre.«
Hun og husbond Mirko har gang i lidt af en rejse under dette års Tour de France i deres campingvogn.
Det slovenske par var med Tour-feltet i Italien, inden de kørte hjem, så til Italien for at følge svigerdatteren Urska Zigart i kvindernes Giro d’Italia og fra nu af følger de så resten af Tour de France til sidste etape i Nice.
Har du også altid udtalt disse franske ord helt forkert? Få en lyn-parlør fra Tour-landevejene i det nyeste afsnit af B.T.s podcast 'Touren på Bagsædet,' hvor vi også vender, hvordan Jonas Vingegaard vinder Tour de France. Lyt med og følg podcasten på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: