Det var et øjeblik, hvor hjerterne røg helt op i halsen på dem, der så med.
For det var uhyre tæt på at ende helt katastrofalt på 16. etape af Tour de France, da norske Johannes Kulset var på vej tilbage efter et styrt på sidste del af dagens etape.
Foran sig havde den unge nordmand nemlig en servicebil fra Uno-X Mobility, og den var millisekunder fra at ende i en frontalulykke, da en modkørende servicebil fra samme hold strøg LIGE forbi både bil og rytter i en rundkørsel.
Og det moment fulgte sportsdirektør Thor Hushovd med stor bekymring, hvorfor han nu kalder til møde på mandskabet, for situationen skal evalueres.
»Ja, jeg så det. Jeg har ikke talt med nogen om det endnu, men det var ikke godt. Vi skal ind at evaluere det nu.«
»Det kunne være gået helt galt, og det var ikke godt.«
»Vi må se på, hvad det var, der skete. Vi skal have en runde på det, for det var så skræmmende,« fortæller Thor Hushovd efter dagens etape, der heldigvis endte uden skræmmer for Uno X-rytteren og -staben.
Til TV2 Norge siger Uno-X-sportsdirektøren Stig Kristiansen til gengæld, at der var kontrol over situationen.
Han sad i bilen, der havde Kulset bag sig.
»Vi havde kontrol over hinanden. Hvis jeg havde bremset, havde det hurtigt blevet grimt, men vi er vant til dette,« siger Stig Kristiansen ifølge TV 2, der citerer sportsdirektøren i den modkørende bil, Gino Van Oudenhove, for også at nedtone faren ved situationen.
Det norske cykelhold fik en smule at komme sig over chokket på, da holdets erfarne sprinter Alexander Kristoff tog en tredjeplads efter vinder Jasper Philipsen og andenpladsen Phil Bauhaus.
Dagens etape afslørede et problem, som Tour de France-arrangørerne fra ASO må og skal løse. Det mener B.T. i hvert fald i dommen over dagens etape - læs den lige her.