Touren blev – måske – tabt søndag eftermiddag på Plateau de Beille, men Jonas Vingegaard var alligevel en glad mand på toppen af den ikoniske Tour-stigning.

For her stod hustruen Trine og datteren Frida klar med flag og et kram, og så kunne nederlaget egentlig være lige meget.

»Så bliver Touren underordnet. Der kan det sgu være lige meget, hvordan det går.«

Nu ser den øjeblikkelige Tour-toer frem til en hviledag i selskab med familien.

»Det er fantastisk, de er hernede. Tre uger uden dem er meget. Det, at jeg kan være sammen med dem, betyder virkelig meget.«

Jonas Vingegaard var efter nederlaget til Tadej Pogacar stolt over sin præstation, som han kaldte karrierens bedste. Men det gjorde alligevel ondt, at han ikke kunne vinde foran familien.

»Jeg ville prøve at vinde for dem i dag, det kunne jeg desværre ikke. Det er sådan, det er.«

Jonas Vingegaard har stadig ikke opgivet at hente Tadej Pogacar, som er mere end tre minutter foran i den samlede stilling. Og her kan familien også blive en hjælp:

»Det er et moralsk boost og virkelig dejligt at få noget kærlighed igen. Det betyder utrolig meget for mig jo,« når Jonas Vingegaard at sige, inden han bliver afbrudt af datteren Frida.

»Far, er det der din bil?«

Jonas Vingegaard holder pressemøde mandag klokken 10 på Tourens sidste hviledag. Følg det hele på Bt.dk.

Kom helt tæt på Touren med B.T.s podcast 'Touren på Bagsædet.' Lyt blandt andet med efter 50 minutter, hvor vi diskuterer en surrealistisk og uhørt kommentar om Jonas Vingegaard. Du kan høre podcasten og følge den på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder:

Andre læser også