»Øresundsbron beklager ulejligheden og takker for tålmodigheden i forbindelse med trafikforstyrrelserne.«

40.000 mennesker skal løbe mellem Danmark og Sverige d. 15. juni til Broløbet.

Og det kommer til at skabe problemer for trafikken, hvis man skal et smut over Sundet.

Fra kl. 06.00 til kl. 17.00 vil der være reduceret kapacitet på Øresundsbron for at opretholde et højt sikkerhedsniveau for både trafik og løbere.

Derfor skal man tage højde for en forlænget rejsetid i denne periode.

I perioden opfordres man derfor til at køre før kl. 06 eller efter kl. 17, hvis det er muligt. For alle, der skal køre under Broløbet, i tidsperioden kl. 06-17, vil broen være åben med reduceret kapacitet, nedsat hastighed og forlænget rejsetid.

Foto: Øresundsbron
Vis mere

Kl. 09.30-13.30 forventes trafikpåvirkningen at være størst på grund af ensrettet trafik i tunnelen, hvilket betyder, at det skiftevis er åbent i hver retning i perioder på cirka 15 minutter.

Togtrafikken over Øresundsbron vil også være påvirket og man kører efter en særlig plan.

I tidsperioden kl. 05-09 rejser tusindvis af løbere med Øresundstog og busser til startområdet i Tårnby, nær Københavns Lufthavn.

Her gør de opmærksom på, at der ikke kan garanteres siddepladser, og at der kan være trængsel ombord, da mange mennesker vil krydse broen den 15. juni.