Hvis du skal til eller forbi Horsens lørdag, så kør hjemmefra i god tid og hav tålmodigheden med dig.

Sådan lyder opfordringen fra Vejdirektoratet, der advarer om stort pres på trafikken lørdag eftermiddag.

Det er der to årsager til.

Motorvej E45 spærres nemlig i begge retninger mellem 57 Horsens S og 59 Hornstrup fra lørdag klokken 16.45 til søndag morgen klokken 09.00.

Her skal en bro over motorvejen rives ned i forbindelse med arbejdet med at udvide motorvejen fra fire til seks spor.

Samtidig presses trafikken ekstra hårdt af popstjernen Post Malones koncert i Nordstern Arena i Horsens lørdag aften.

Vejdirektoratet forventer trængsel, kødannelse og ekstra rejsetid allerede fra lørdag eftermiddag og til efter midnat.

Vejdirektoratet har samtidig samlet en række gode råd til både koncertgæster og øvrige trafikanter, som du kan se i faktaboksen.