En spøgelsesbilist er stadig på fri fod.
Mandag aften klokken 22 skabte vedkommende dramatik på E45.
Det skriver TV 2 Syd.
Vejdirektoratet udsendte sågar en akut advarsel til bilister på motorvejen:
'Pas på! Der kommer en spøgelsesbilist imod dig. Hold til højre,' skrev Vejdirektoratet lidt før klokken 22.00.
Først gjaldt varslet strækningen mellem afkørsel 57 Horsens Syd og Vejle, men kort efter blev det ændret til mellem afkørsel 58 Hedensted og 57 Horsens Syd.
Sydøstjyllands Politi sendte patruljer af sted med det samme, men spøgelsesbilisten nåede at flygte.
Ifølge vagtchef Steffen Wolf vendte føreren om og kørte væk fra stedet.
Politiet oplyser til B.T., at de endnu ikke har fået nogen henvendelser om sagen, og de ønsker derfor at potentielle vidner melder sig.
Bilen beskrives som en lille, sort model. Har du set den eller dens fører, kan du ringe til politiet på telefon 114.