Torsdag eftermiddag har Odense Letbane været involveret i endnu et uheld.

Denne gang er letbanen stødt sammen med en varebil på Østre Stationsvej midt i Odense.

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Milan Seyfabad til B.T.

»Varebilen kommer kørende ad Østre Stationsvej i retning ind mod byen. Da varebilen skal foretage et højresving, kommer der et letbanetog kørende, og de to kører sammen,« fortæller vagtchefen.

Ingen er i forbindelse med uheldet kommet til skade. Der er kun sket materielle skader.

Det er fjerde gang på lidt under to uger, at letbanen har været i kollision med andre trafikanter.

Første uheld fandt sted 22. marts tidligt om morgenen på Vestre Stationsvej. Her var en cyklist ikke opmærksom på letbanen, som var i gang med en af mange testkørsler i byen. Cyklisten drejede derfor lige ind i letbanekøretøjet, men slap fra uheldet uden alvorlige skader.

Allerede dagen efter – nemlig 23. marts – var den gal igen. Her var letbanen stødt sammen med en personbil. Bilisten havde overset, at det var forbudt at dreje til venstre, og da bilisten foretog svinget til venstre, stødte bilen sammen med letbanen. Også her var der ikke tale om personskader, men derimod om massive materielle skader.

30. marts kom en bilist så for tæt på letbanen på Østre Stationsvej. Men også her skete der kun materiel skade.

Og nu dagen efter er der altså igen sket et uheld i forbindelse med letbanens testkørsler i byen.