Københavns Politi fik travlt på et splitsekund.
Et kraftigt vindstød ramte tværs over København klokken 16.53, og det har givet problemer flere steder.
Her er et stort stillads væltet i krydset mellem Vermundsgade og Haraldsgade på Østerbro.
Det bekræfter vagtchef Dyre Sønnicksen B.T.
»Vinden har hevet fat i det her store stillads, så det er væltet. Og så har stilladset revet elførende kabler ned i faldet. Trafikken er helt lukket ned, men der er ingen tilskadekomst.«
Men vinden ramte også flere steder. I Kastrup er man også til stede.
»Her holder vi også øje med et stillads, som står og gynger i Kastrup. Det er ikke væltet endnu, men det svajer.«
Og til sidst er man også til stede ved Nærumgade på Nørrebro, hvor en stor gren har revet sig løst i vinden.
Den har også ramt nogle elkabler, som lige nu blafrer i vinden.
Der er stadig strøm i kablerne, så man skal være forsigtig, lyder meldingen.