Du skal væbne dig med tålmodighed mandag morgen, hvis du befinder dig på E45 i sydgående retning mellem Randers og Aarhus.

Et uheld ved tilslutningerne Sønder Borup og Hadsten giver nemlig store problemer for myldretidstrafikken i det østjyske.

Her har tre biler været involveret i et sammenstød. Østjyllands Politi fortæller, at der ikke er sket nogen alvorlig personskade.

»Tre biler er kørt sammen i den tætte trafik, og det har resulteret i en tæt kø,« fortæller kommunikationsrådgiver i Østjyllands Politi Jakob Christiansen.

Både Politi og redningsmandskab er på vej til stedet.

Ifølge Vejdirektoratet forventes der at være ryddet op på stedet tidligst 8.30.