I engelske medier spekuleres der i disse dage i, at den danske landsholdsangriber Rasmus Højlund kan forlade Manchester United inden midnat mandag, hvor det engelske transfervindue smækker i.

Eksempelvis skriver Talksport, at både Juventus og Napoli står klar til at tage danskeren ind på en lejeaftale.

I B.T.'s fodboldpodcast, Transfervinduet, opfordres Højlund til at tage muligheden og komme væk fra den engelske storklub, hvor han er havnet i en svær situation.

»Han skal tænke på sig selv. Om det sker nu eller til sommer, så er det det, der skal til for at kickstarte hans karriere, som er gået helt i stå i denne sæson,« siger B.T.-journalist Johnny Wojciech Kokborg. 

Foto: Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Han er fanget i det luftkastel, der er Manchester United - og det virker ikke til, at Amorim (United-manager Ruben Amorim, red.) helt tror på, at Højlund kan være med til at genopbygge den klub.«

Højlund har haft en dårlig sæson i England- og det virker til, at tålmodigheden med den danske angriber er ved at løbe ud.  

»Uniteds fans har længe hånden over ham, fordi han altid kæmper for sagen - og fordi han slet ikke har fået den service, en angriber skal have. Han har kun haft 12 skud på mål i denne sæson - Bruno Fernandes har eksempelvis haft over 60,« lyder det fra B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge.

»Men det virker også til, at fanbasen har vendt sig mod Højlund efter den seneste kamp mod Fulham. De sociale medier svømmer over med Højlund-memes og videoer, hvor han ikke kan tæmme en bold, der bliver spillet langsomt hen til ham. Årh, det er en dårlig udvikling for Højlund, det her.«

Lyt til hele episoden af Transfervinduet herunder - og hør blandt andet om transferslutspurten i Superligaen og om den sensationelle Dorgu-transfer.