Han var i kontakt med sin familie den 13. august og med de lokale myndigheder den 14.

Men siden har der ikke været nogen livstegn fra Steffen Skjøttelvik, der er på en vild mission med målet om at krydse både Canada og Alaska.

Men efter at have været sporløst forsvundet er der nu måske håb for at finde nordmanden.

I hvert fald skriver NRK, at efterforskningsholdene, der leder efter Skjøttelvik, nu er nået frem til det sted, hvor de sidste GPS-signaler kom fra den eventyrlystne nordmand.

Det fortæller Skjøttelvik-familiens pressetalsmand Christian Dynesen til mediet.

Han fortæller desuden til NRK, at Skjøttelvik havde spist i et depot 13. august, hvor familien sidst hørte fra ham, og havde både udstyr og mad nok på daværende tidspunkt.

Skjøttelvik er forsvundet i området nær Hayes River ud mod Hudsonbugten i Canada - cirka 4,4 kilometer fra York Factory, hvor han var på vej hen - og det er også her, de sidste signaler fra hans GPS er blevet udsendt.

Politiet antager ifølge NRK, at han har forsøgt at krydse floden på vej til York Factory.