Midt i det blodige kaos i Israel står 69 danske højskoleelever og tre lærere fra Børkop Højskole. 

Alle elever og lærere er heldigvis i skrivende stund kommet et godt stykke væk fra urolighederne, fortæller forstander på den indremissionske højskole Robert Bladt. 

»Jeg er i kontakt med dem flere gange om dagen, og de er ved relativt godt mod, situationen taget i betragtning. Som regel har Israel et godt advarselssytem, og de er vant til at håndtere den her slags situationer.«

»Der er blevet taget professionelt hånd om eleverne, og de befinder sig lige nu ved Geneserat Sø. Da jeg først hørte, at der var uroligheder, tænkte jeg slet ikke, det ville være så voldsomt. Men det stod hurtigt klart, at det her er langt mere alvorligt,« siger han til B.T. 

Lørdag udførte den palæstinensiske terrororganisation Hamas et angreb flere steder i det sydlige Israel, herunder på en musikfestival, hvor man indtil videre har fundet 260 døde. Terroristerne har samtidig taget flere gidsler, og der er drabelige videoer på sociale medier, hvor de bliver vist frem. 

Dødstallet for angrebet er indtil videre optalt til 7-800 israelere og flere tusinde sårede.

69 højskoleelever og tre lærere befinder sig i skrivende stund i Israel. Man håber, at de kan komme på et fly hjem til Danmark klokken 16 tirsdag lokal tid.
69 højskoleelever og tre lærere befinder sig i skrivende stund i Israel. Man håber, at de kan komme på et fly hjem til Danmark klokken 16 tirsdag lokal tid. Foto: Privatfoto
Vis mere

Israel har siden indledt en større gengældelsesoffensiv mod mål i Gaza og mod de Hamas-krigere, som er trængt ind i Israel.

Det samlede dødstal er langt over 1.100, og adskillige tusinde sårede er på begge sider blevet bragt til hospitaler for behandling.

På Facebook har højskolen opdateret med billeder og beskrivelser af elevernes situation. Her skrev de søndag: 

»Den sidste gang, vi under luftalarmerne gik i parkeringskælderen, endte vi i spontan lovsang med både jøder og kristne. Det var super fedt at mærke, at selvom vi er forskellige, så kunne alle være med, og der er noget større, der binder os sammen.«

Robert Bladt fortæller mandag klokken 16, at det kun er et par timer siden, han sidst var i kontakt med gruppen. 

»Lige nu har de gavn af at snakke med hinanden, om det de står midt i. De befinder sig også et sted nu, hvor der er relativt roligt,« siger han.

Højskoleforstanderen fortæller, at man håber på at kunne få eleverne hjem med et fly tirsdag klokken 16.

Andre læser også