Et slagsmål mellem to kolleger i en 7-Eleven i Los Angeles har nu fået en dødelig udgang for den ene af dem.
Det skete mandag i denne uge, da der blev slukket for offerets, Jessica McLaughlins, respirator. Det oplyser hendes bror på indsamlingssiden GoFundMe ifølge mediet People.
Ifølge mediet bekræfter en politibetjent ved Los Angeles' politiafdeling over for mediet, at sagen nu betragtes som en drabsefterforskning.
Sagen startede den 24. juni i år, hvor der blev noteret en voldsepisode i politirapporten. Den var altså opstået imellem de to, der var ansat i 7-Eleven.
Ifølge mediet fremgår det blandt andet af rapporten, at konflikten mellem offeret, Jessica McLaughlin, og den kvindelige mistænkte startede mundligt, men eskalerede og blev fysisk.
»Offeret var bevidstløs og i kritisk tilstand,« fortæller betjent ved Los Angeles' politiafdeling Norma Eisenman til mediet om tilstanden, som offeret blev fundet i.
Jessica McLaughlin var omgivet af sin kæreste og nærmeste familie, da der blev slukket for respiratoren.
»Efter at have indhentet en andens mening og gjort alt, hvad vi kunne, er vi nødt til at træffe den umulige beslutning at lade hende gå,« sagde hendes bror, Sean Laughlin, om den svære beslutning.