A$AP Rockys fans vil boykotte alt svensk for at presse Sverige til at løslade verdensstjernen.

Musikeren er allerede støttet af USA's præsident, Donald Trump, og stjerner som Justin Bieber, Kanye West, Post Malone og Frank Ocean.

Nu melder hans fans sig også ind i kampen med hashtagget #BoycottSweeden, der opfordrer tilhængere af den amerikanske rapper til at boykotte alt svensk, skriver expressen.

Det skal presse Sverige til at løslade stjernen, der sidder i varetægtsfængsel tiltalt for at overfalde en 19-årige afghanskfødt mand.

Det betyder, at det skal være slut med mærker som Ikea, Volvo, Absolut Vodka, H&M og Spotify for hans fans.

'Jeg troede, Sverige var progressive. Men at holde den amerikanske statsborger A$AP Rocky fængslet uden ret til at betale kaution? H&M, Ikea, Spotify, Volvo #BoykottSweeden,' skriver en bruger på Twitter.

Flere forslår sågar, at præsident Donald Trump skal gå ud og opfordre folk til at boykotte Ikea, indtil han er frigivet.

'A$AP Rockys situation er uhørt. Har lige aflyst min tur til Sverige på grund af den her klamme sag. Befri fyren med det samme, Sverige! I er det fjerneste fra et neutralt land,' skriver en anden og tagger Donald Trump.

USA's præsident har nemlig tidligere på sin twitterprofil langet ud efter Sveriges statsminister, Stefan Löfven, for at støtte rapperen.

'Giv A$AP Rocky hans frihed. Vi gør så meget for Sverige, men det virker til, at det ikke er gensidigt,' skriver han.

Det preller dog af på den svenske statsminister, der tidligere har gjort det helt klart, at A$AP Rocky ikke får særbehandling trods sin stjernestatus i det internationale musikmiljø.

A$AP Rocky, der har det borgerlige navn Rakim Mayers, har siddet varetægtsfængslet siden 3. juli.

I sagen har han udtalt, at der var tale om selvforsvar. A$AP Rocky har selv delt videoindhold af slagsmålet på sin instagramprofil. Videoen kan du se over artiklen.

Svensk politi har efter varetægtsfængslingen offentliggjort billeder af det 19-årige offers skader, og billederne viser flere læsioner i mandens ansigt.

A$AP Rocky er tiltalt for overfald, og snart skal hans sag for retten.

Det sker på tirsdag, hvor forhandlingerne indledes ved Stockholms tingret.

Andre læser også