De er ikke særlig store, men de kan være meget smertefulde at støde på i vandet, så vær ekstremt forsigtig.
Sådan lyder advarslen fra de spanske myndigheder omkring badeparadiset Guardamar syd for Alicante ifølge norske Dagbladet.
Alarmen gælder nogle flotte, men giftige havsnegle, der på latin hedder Glaucus Atlanticus, men populært kaldes den blå drage.
De små havdyr blev tidligere på ugen opdaget på standen ved kystbyen Guandamar del Segura, hvor to eksemplarer dukkede op.
Opdagelsen fik det lokale politi til at indføre et badeforbud og udsende en kraftig advarsel på deres Facebook-side onsdag, hvor man opfordrer til 'maksimal forsigtighed'.
Den blå drage er kun omkring tre centimeter lang, men lever af giftige dyr som eksempelvis den portugisiske orlogsmand, der er en af verdens mest frygtede vandmænd.
De små havsnegle er i stand til at genbruge og koncentrere giften fra eksempelvis den portugisiske orlogsmand. Det gør ifølge eksperter den blå havsnegl i stand til at kunne lamme byttedyr, der er op til 300 gange større end den selv.
»Kontakt med denne kan være farlig og forårsage smertefulde forbrændinger, og folk på stranden bør være yderst forsigtige og undgå direkte kontakt med dem,« lød advarslen fra myndighederne i Spanien i forhold til den blå drage.
Badeforbuddet blev ophævet torsdag, men fredag blev det røde flag hejst igen, efter at fire nye individer af den blå drage blev fundet.
Politiet beder folk, der finder de farvestrålende snegle, om ikke at røre ved dem, ikke engang med handsker.
»Hvis du bliver forbrændt, skal du skylle med saltvand, lægge en kold kompres på og søge lægehjælp,« lyder myndighedernes anbefaling.
Sneglene er normalt sjældne i Middelhavet. De lever i tempererede og tropiske farvande i Atlanterhavet, Stillehavet og Det Indiske Ocean og transporteres rundt af havstrømme og vinde.