Både tog, fly og færger står stille netop nu.

En omfattende strejke er nemlig blevet indledt i det populære feriemål, hvor arbejdere kræver højere lønninger for at kunne få tilsværelsen til at hænge sammen.

Skal du således til Grækenland i dag, kan du møde store problemer.

Det skriver Aftonbladet.

Strejken er sat til at vare et døgn netop nu og lammer således nærmest al offentlig transport i landet.

Således er kommercielle flyvninger til og fra Grækenland blevet aflyst, indenrigsfly ligeså, mens den offentlige transport er blevet voldsomt nedskåret af de faglige organisationer.

Derudover ligger færger til kaj, mens mange skoler, retsbygninger, banker og offentlige kontorer er lukket.

Der er planlagt flere demonstrationer under den døgnlange strejke.
Der er planlagt flere demonstrationer under den døgnlange strejke. Foto: Stelios Misinas/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Fagforeningerne kræver - udover højere lønninger til at modsvare de stigende leveomkostninger - at Grækenland vender tilbage til at have faglige forhandlinger om løn og arbejdsmarkedsvilkår, som blev rullet tilbage under den græske finanskrise.

»De høje leveomkostninger æder arbejdernes indkomst op, uden at regeringen bekymrer sig om det,« siger de privatansattes paraplyorganisation, GSEE, i en udtalelse.

De oplyser, at en stor del af landets befolkning, ifølge dem, bruger mere end 40 procent af deres indkomst på bolig og varme.