En tragisk sag i den amerikanske delstat Georgia går verden rundt.
Parret Jessica Ross og Treveon Taylor, begge 21 år gamle, har nemlig anklaget læge St Julian og hospitalet Southern Regional Medical Centre for at være skyld i deres nyfødtes død på den mest makabre vis.
Det skriver BBC.
Det hele begynder med en besværlig fødsel for 21-årige Jessica Ross, hvor barnets skuldre sidder fast i fødselskanalen.
Lægen St Julian vælger at blive ved med at forsøge at levere barnet vaginalt i stedet for at lave et kejsersnit, som parret ellers beder om.
Det resulterer ifølge anklagen i, at barnet dør, forklarer parrets ene advokat Roderick Edmond.
»Doktor St Julian kommer ind, og imens hun prøver at hjælpe med at føde barnet, trækker hun så hårdt i hovedet og i nakken, at det brækker knoglerne i barnets hoved, ansigt og hals.«
»Da de får lagt et kejsersnit kommer fødderne og kroppen ud, men der var ikke noget hoved,« siger han.
Ifølge det ulykkelige par forsøger hospitalet efterfølgende at dække over den forfærdelige hændelse, hvorfor man også har anklaget en række sygeplejersker i søgsmålet.
Parret mener, at sundhedsmedarbejderne pakkede barnet ind i et tæppe og holdt hovedet på plads, så de ikke ville opdage noget.
Derfor er det også først fire dage efter den fejlslagne fødsel, hvor barnet skal kremeres, at parret aner uråd.
Southern Regional Medical Centre understreger i en pressemeddelelse, at St Julian ikke var ansat på hospitalet, og at man allerede har sat ting i gang, som skal forhindre, at noget lignende sker igen.
»Vi sender vores tanker og bønner til familien og alle, der er berørte af denne tragiske hændelse,« lyder det.
Parret kræver, at hospitalet dækker udgifterne til barnets begravelse, som lyder på 68.000 kroner.