Voldtog produceren Dr. Luke sangerinden Ke$ha? Eller er beskyldningen blot sangerindens forsøg på at komme ud af sin pladekontrakt? Der er ingen beviser, men en nyfeministisk protestbevægelse anført af tidens allerstørste stjerner har allerede dømt Dr. Luke skyldig.

Sandheden er derude. Men der er kun to mennesker, der kender den, og de fortæller hver deres historie. Den ene grimmere end den anden. Så hvem skal vi tro på? Popstjernen Kesha eller hendes producer, hitmageren Dr. Luke? Hvem er offer, og hvem er skurk? Og hvorfor har så mange prominente kvinder været så hurtige til at vælge side uden skyggen af beviser?

Det sidste vender vi tilbage til. Lad os for en god ordens skyld starte med en præsentation af de stridende parter.

På den ene side har vi den anklagede part, den angivelige skurk, 42-årige Lukasz Gottwald også kendt som Dr. Luke, en de mest succesfulde producere og sangskrivere i det nye årtusinde. Han er ejer af pladeselskabet KemoSabe Records – et datterselskab under Sony Music – og har haft en afgørende finger med i spillet på giga-hits som »Since You’ve Been Gone« (Kelly Clarkson), »I Kissed A Girl« (Katy Perry) og »Wrecking Ball« (Miley Cyrus).

På den anden side har vi det angivelige offer, 28-årige Kesha Rose Sebert, der allerede som 18-årig sanger og sangskriver blev signet til Dr. Lukes pladeselskab på en kontrakt på otte plader. Hun slog igennem under kunstnernavnet Ke$ha i begyndelsen af 2010erne med party-singlerne »Tik Tok« og »Die Young«, begge skrevet og produceret i samarbejde med Dr. Luke.

Udefra lignede det i de første par år et velfungerende, yderst succesfuldt samarbejde: Dr. Luke støbte kuglerne, mens Kesha indtog rampelyset, toppen af hitlisterne og de største scener med sin freaky, festglade »Girls Gone Wild«-attitude. Der var knald på: Allerede på gennembrudshittet sang hun om at børste tænder i Jack Daniels og feste til den lyse morgen.

Allerede på Keshas andet album, »Warrior« fra 2012, fornemmede man, at ambitionerne måske rakte til mere end blot at være mainstream-popsangerinde. Dr. Lukes fingeraftryk var ganske vist stadig over det hele, men der var også støtte til LGBT-rettigheder, en duet med Iggy Pop samt spredte bidrag fra respekterede rocknavne som The Flaming Lips, The Strokes og The Black Keys. Den del af historien druknede dog i larmen fra den grovhittende power-pop-single »Die Young«.

I 2013 begyndte de første sprækker i forholdet mellem Kesha og Dr. Luke for alvor at vise sig. I sit reality show »My Crazy Beautiful Life« beklagede Kesha sig over manglende kontrol over egen karriere og musik. Senere på året blev et fælles album mellem Kesha og Flaming Lips aflyst. Og i samme periode søsatte en gruppe af sangerindens hardcorefans, de såkaldte »Animals«, en underskriftindsamling på nettet for at få Kesha frigjort af sin kontrakt med Dr. Luke. Initiativtagernes anklage mod produceren lød, at han holdt Kesha fast i en kreativ spændetrøje, der var ved at tage livet af hende som kunstner.

Godt et år efter, i oktober 2014, faldt bomben så. I et søgsmål anklagede Kesha sin mangeårige samarbejdspartner, manden, der havde været med til at gøre hende til en global superstjerne, for gentagne seksuelle, fysiske, verbale og følelsesmæssige overgreb. Mest problematisk var anklagen om, at Dr. Luke helt tilbage i 2006, da Kesha blot var 18 år gammel, havde drukket hende fuld, givet hende en sløvende pille og voldtaget hende. Ifølge anklageskriftet var Kesha vågnet op nøgen, omtumlet og øm i Dr. Lukes seng uden at kunne huske, hvordan hun var havnet der.

Anklageskriftet var fuld af hårrejsende beskyldninger. Udover voldtægten blev Dr. Luke beskyldt for at have givet Kesha date rape drugs og befamlet hende ved flere forskellige lejligheder; for at have angrebet hende fysisk, så hun måtte flygte i bare tæer ned ad en vej fuld af knust glas; for at have truet med at ødelægge hendes karriere og familie, hvis hun nogensinde gik til politiet; for i årevis at have været så nedladende over for hende, at hun måtte indlægges med en livstruende spiseforstyrrelse.

Keshas mål med søgsmålet var ikke en straffesag, men derimod at få ophævet sin kontrakt med Dr. Luke og Sony Music, så hun ikke skulle være bundet til at lave seks plader mere med den mand, der angiveligt havde misbrugt hende gennem så mange år.

Beviser var der tilsyneladende ingen af. Dr. Luke nægtede omgående samtlige anklager og lagde samme dag sag an mod Kesha for ærekrænkelse og for sammen med sin familie og management at have fabrikeret anklagerne i et åbenlyst forsøg på at komme ud af sin kontrakt. Dr. Luke og hans advokater henviste blandt andet til, at både Kesha og hendes mor, Pebe Seberts, i et svorent vidneudsagn i en retssag i 2011 begge havde afvist, at Kesha og Dr. Luke nogensinde havde haft et seksuelt forhold.

Søgsmålet trak overskrifter i de første par dage, men den generelle konsensus syntes at være, at nu måtte retssystemet gøre sit arbejde.

Spol frem til 19. februar 2016. Kesha har et par måneder tidligere bedt om rettens ord for, at hun gerne må udgive musik uden om sin kontrakt med Dr. Luke uden at risikere et søgsmål for kontraktbrud. Hendes argument er, at den komplicerede sag trækker i langdrag, og at det er altødelæggende for hendes karriere ikke at kunne udgive ny musik. Uden for Højesteretten på Manhattan har en større gruppe Kesha-fans samlet sig for at vise deres støtte. »Free Ke$ha«, »Dr. Luke is a piece of shit« og »Sony kills music« kan man læse på deres medbragte skilte.

Inde i retssalen bryder Kesha ud i gråd. Dommeren afviser hendes begæring. Uden nogen beviser for anklagerne er der ikke juridisk grundlag for, at Kesha kan blive frigjort af kontrakten med Sony, lyder det. Sonys repræsentanter lade ved høringen vide, at Kesha er velkommen til at udgive musik under Sony Music uden Dr. Lukes indblanding. Keshas advokat kalder tilbuddet et tomt løfte med henvisning til, at Sony ikke har noget incitament til at markedsføre Kesha ordentligt på grund af selskabets tætte alliance med Dr. Luke.

Uden for retssalen begynder lavinen for alvor at rulle. Billedet af den grædende Kesha vækker følelser og deles i ét væk på sociale medier.

»Ville Kesha græde sådan, hvis ikke hun var blevet misbrugt?« lyder den typiske kommentar, og i løbet af få timer rejser en protestbevægelse sig på nettet under hashtags som #FreeKesha, #BoycottSonyMusic og #SonySupportsRape. Alle trender voldsomt på Twitter i de efterfølgende uger, mens knap 250.000 mennesker skriver under på en online-støtteerklæring til Kesha og en boykot mod Sony.

Samtidig melder en række af klodens største og mest magtfulde kvindelige stjerner sig også i koret af Kesha-supportere og med deres synlighed bliver budskabet bragt ud til millioner af mennesker. Historien om den magtfulde mand, der forgriber sig på den unge, talentfulde kvinde, rummer et klokkeklart offer-narrativ, som mange gerne vil bruge til at lave feministiske, søstersolidariske markeringer.

Lady Gaga roser Kesha for hendes mod på både Twitter og i talkshows og optræder til Oscar-uddelingen med et budskab om at støtte voldtægtsofre til at stå frem mod deres overfaldsmænd. Adele bruger sin takketale til Brit Awards på en støtteerklæring. Sangerinder som Lily Allen, Lorde, Ariana Grande, Fiona Apple og selv Kelly Clarkson, der tidligere har nydt godt af Dr. Lukes evner som hitmager, udtrykker alle deres solidaritet på Twitter. Og endelig skriver »Girls«-stjernen Lena Dunham et langt indlæg på sin blog om, hvordan hun er ved at brække sig over brugen af ordet »angivelig« foran ordet voldtægtsmand i omtalen af sagen.

Støtteerklæringerne udvikler sig til en slags feministisk pissekonkurrence, da popsangerinden Demi Lovato offentligt revser den selverklærede feminist Taylor Swift for ikke at udtrykke sin støtte til Kesha. Swift svarer igen ved kort efter at donere 250.000 dollar til Kesha.

I internettets nuværende klik-økonomi kaster hver eneste støtteerklæring – lille som stor – et hav af mindre netnyheder af sig. Men i Twitter-brugernes spontane følelsesudbrud på 140 tegn bliver alle nuancer skrællet væk. Og det selv om ingen af de store stjerner direkte anklager Dr. Luke for voldtægt. Ved at vælge Keshas side har de indirekte antydet, at hun har ret i sine anklager.

Fire forskellige online-underskriftsindsamlinger, der forlanger, at Sony løsner Kesha fra kontrakten med Dr. Luke, har nu samlet over 400.000 signaturer. Og sidst i denne uge forlød det i de amerikanske medier, at Sony – beviser eller ej – var ved at knække under det massive pres. At de agtede at fyre Dr. Luke et år, før hans kontrakt udløber.

Forlydender, som Dr. Lukes advokat dog nægter bl.a. over for Los Angeles Times.

Forløbet har på mange måder været problematisk. Det er meget muligt, at Kesha taler sandt. At Dr. Luke virkelig voldtog hende dengang og har misbrugt hende gennem årene. Men det kan heller ikke udelukkes, at Dr. Luke har ret. At Kesha har fabrikeret sin historie for at komme ud af sin kontrakt.

Måske sandheden ligger et sted imellem: At Dr. Luke vitterligt er et røvhul og en pengegrisk manipulator, men at han aldrig har forgrebet sig på Kesha.

Vi ved det strengt taget ikke. Der er som sagt ingen beviser for Keshas påstande. Men sagens offentlige liv har vist, at vi tilsyneladende er nået til et punkt, hvor den slags detaljer ikke længere har nogen betydning. Twitter er blevet sin egen retssal, og her synes følelser, mavefornemmelser og spontan forargelse at veje tungere end håndfaste beviser.

På toppen af poppen. Ke$ha(Kesha Rose Sebert) under en koncert på Brixton Academy, London, i juli 2013. Foto: Martin Harris
På toppen af poppen. Ke$ha(Kesha Rose Sebert) under en koncert på Brixton Academy, London, i juli 2013. Foto: Martin Harris
Vis mere