Nordkorea sender skrald. Sydkorea sender propaganda.
Der udspiller sig i øjeblikket en bizar kamp mellem de to nabolande, og myndighederne i landet mod syd har nu et modsvar klar efter det seneste træk fra nord.
I kølvandet på at der søndag lokal tid er landet en række balloner med nordkoreansk skrald på sydkoreansk jord, har myndighederne nemlig besluttet at skrue op.
Helt bogstaveligt.
Langs grænsen mellem de to lande står nemlig en række højtalere, som udsender sydkoreansk propaganda til stor irritation for naboerne.
I Nordkorea gør myndighederne nemlig en dyd ud af at skærme befolkningen fra eksempelvis popkultur.
»Med virkning fra klokken 13 vil vores militær udsende propaganda i fuld skala langs grænsen. Noget, som vi har advaret om gentagne gange,« lyder det ifølge AFP i en udtalelse fra generalstaben i det sydkoreanske militær.
Samme var tidligere søndag lokal tid ude og advare landets borgere mod ballonerne fra nord.
»Venligst anmeld dem til militæret eller politiet, og undlad at komme i direkte kontakt med objekterne.«
Den seneste sending af balloner er landet, tre dage efter at Sydkorea genoptog sin transmittering af den såkaldte højttalerpropaganda.
Ballonkrigen mellem de to fjendtlige naboer har stået på i en rum tid, og ifølge de sydkoreanske myndigheder har den været medvirkende til alvorlige forstyrrelser i luftrummet.
I hvert fald lyder det, at over 100 flyvninger med 10.000 passagerer er blevet påvirkede.
Fra sydkoreansk side oplyses det videre, at der siden maj er blevet sendt 2000 skraldeballoner afsted fra nord.
Men der er også blevet sendt balloner den anden vej. For akvitivister i syd har ligeledes gjort brug af de flyvende objekter.
Fra Sydkorea er der således lettet balloner med propaganda i form af eksempelvis pamfletter og USB-stik med sydkoreanske dramaserier.