Lisa Cook, der var medlem af bestyrelsen i den amerikanske centralbank, blev fyret af USAs præsident, Donald Trump.

Nu svarer hun igen.

Ifølge Reuters lægger hun nu sag an mod præsidenten.

Hendes advokat, Abbe Lowell, siger i en erklæring:

»Præsident Trump har ingen bemyndigelse til at fjerne Lisa Cook, medlem af Federal Reserve Board. Hans forsøg på at fjerne hende mangler både faktuelt og juridisk grundlag. Vi vil anlægge sag for at anfægte denne handling.«

Cook, der blev udnævnt til bestyrelsen af ​​præsident Joe Biden i 2022, har selv sagt, at Trump hverken har gyldig grund eller bemyndigelse til at fyre hende, og at hun ikke vil træde tilbage.

Trump hævder, at der er begrundet mistanke om, at Lisa Cook har afgivet falske oplysninger på en eller flere realkreditlånsaftaler ved at oplyse to forskellige boliger som sin primære bolig.

Trump hævder i et brev stilet til Lisa Cook, som han har offentliggjort på Truth Social, at Cook oprindeligt havde anført en bolig i delstaten Michigan som sin primære bopæl.

'To uger senere underskrev du et andet dokument for en ejendom i Georgia, hvor du erklærede, at den ville være din primære bopæl det næste år,' skriver Donald Trump i brevet.

USAs præsidenter har begrænsede muligheder for at fjerne embedsmænd i centralbanken, skriver AFP