Da det årlige folkemøde for få uger siden løb af stablen på Bornholm, blev det offer for et massivt angreb.

Meget kraftige forstyrrelser af GPS-signaler blev sporet, mens statsministeren og en række toppolitikere gik rundt på solskinsøen. I modsætning til tidligere angreb var det meget tættere på, forklarer en ekspert.

»Jeg har set det, der foregik i Østersøen under Folkemødet,« siger Søren Reime Larsen.

Han er ansat ved DTU Space, hvor han blandt andet holder øje med netop jamming, eller forstyrrelser, af satellitsystemer som GPS.

»Der var tale om meget kraftig jamming. Det minder lidt om det, vi så sidste år, hvor det også var i store dele af Østersøen med flere jammere tændt på én gang,« uddyber Søren Reime Larsen.

Angrebet er også beskrevet på sociale medier. Blandt andet her - ligesom Danwatch tidligere har afdækket sagen.

Sidste år optrådte Søren Reime Larsen flere gange i B.T., hvor han fortalte om den store mængde jamming af GPS, som foregik over Østersøen og blandt andet ramte Bornholm og det sydlige Sverige igen og igen.

Han mener ikke nødvendigvis, at selve Folkemødet var genstand for jammingen. Alligevel blev Bornholm ramt, mens det politiske møde var i gang.

I yderste konsekvens kan en jamming af satellitsystemer ramme kritisk infrastruktur og påvirke helt almindelige menneskers hverdag.

Det skyldes, at eksempelvis mobilmaster bruger GPS-signaler for at være synkroniseret. Hvis ikke de er det, kan mobilnettet gå ned. Det samme kan navigation samt kreditkort- og aktiehandel, der også kræver høj synkronisering.

I forbindelse med sidste års jamming af Bornholm, i store dele af foråret og mens Folkemødet fandt sted, var der én hovedmistænkt.

Dengang blev det slået fast fra andre steder, at jammingen formentlig stammede fra Ruslands Kaliningrad-enklave i den sydøstlige Østersø.

Igen i år har omfanget været voldsomt, fortæller Søren Reime Larsen, der har set på data for området.

Statsminister Mette Frederiksen og tusindvis af andre danskere var på Bornholm under Folkemødet, da et stort GPS-jamming-angreb ramte øen.
Statsminister Mette Frederiksen og tusindvis af andre danskere var på Bornholm under Folkemødet, da et stort GPS-jamming-angreb ramte øen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det har været i sådan et omfang, at det næsten kun kan være en statslig aktør,« siger han.

Men i forhold til sidste år er der dog en markant forskel, forklarer den danske ekspert.

»Hvor det tidligere var oppe i højden, vi har registreret jamming over Østersøen, Bornholm og det sydlige Sverige, så har vi i år også registreret det på jorden på Bornholm og i Sverige,« siger Søren Reime Larsen.

Jordens krumning gør nemlig, at jamming fra Kaliningrad ikke vil kunne ramme Bornholm i jordhøjde. 

Derfor er det nærliggende at fastslå, at jammingen kommer fra en eller flere enheder markant tættere på.

»Det betyder, at jammeren formentlig har ligget lige nord for Bornholm på et skib i Østersøen – og flere andre steder,« siger Søren Reime Larsen.