Præcis klokken 7.30 søndag morgen israelsk tid tikkede en besked ind fra Israels militær.
'Missiler er på vej fra Iran. Luftforsvaret er i gang med at forsøge at skyde dem ned,' lød beskeden fra militæret.
Syv minutter senere lød sirenerne, der fik alle israelere til at haste mod et beskyttelsesrum.
Blandt andre B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino, der netop nu befinder sig i byen Ra'anana – tæt på Tel Aviv, og som blev vækket til lyden af sirenerne.
»Det er aldrig sjovt at vågne op til lyden af sirener, specielt ikke når børn og hunde skal med i et bombesikkert rum. Sommerheden gør samtidig, at det bombesikrerede rum hurtigt bliver sindssygt varmt,« siger han og fortsætter:
»Der er intet signal derinde, så vi har en radio med, så vi kan følge med i de informationer, der kommer fra myndighederne – primært hvornår det er sikkert at forlade rummet.«
Inde i beskyttelsesrummet kunne alle høre lyden af de eksplosioner, der udspillede sig lige over rummet.
»Ét af de børn, der også var i rummet, fik et panikanfald, kort efter vi hørte massive eksplosioner over os. Lyden af det israelske luftforsvar, der skyder ballistiske missiler ned.«
»Følelsen af klaustrofobi er altid lige om hjørnet, når man sidder på lårene af hinanden i et lille, varmt rum,« siger B.T.s mellemøstkorrespondent.
Klokken 8.15 kunne Jotam Confino og resten af det israelske folk igen forlade beskyttelsesrummene.
Dagen kan fortsætte, men mange bliver hjemme, fortæller han.
»Skolerne er lukket på ubestemt tid, hvilket betyder, at mange forældre bliver hjemme fra arbejde. Billederne af endnu et lejlighedskompleks, der er blevet ødelagt af et ballistisk missil her til morgen sætter sig i folk.«
»Det er efterhånden blevet hverdag, men det betyder også, at mange byer er halvtomme. Byen Ra'anana, hvor jeg befinder mig nu, er én af dem, hvor mange har besluttet sig for at blive hjemme.«
Du kan følge seneste nyt i konflikten mellem Iran, Israel og nu også USA, der natten til søndag angreb Iran, HER.