Den amerikanske præsident Donald Trump har på sit eget medie, Truth Social, meddelt, at han sender to atomubåde til "relevante regioner".
Noget, man bør tage dybt alvorligt, mener B.T.’s udlandsredaktør Jeppe Elkjær.
»Det er jo vildt. Det er skræmmende, at vi står i en situation, hvor Trump bruger atomvåben som afskrækning mod Rusland,« fortæller Jeppe Elkjær.
Selvom Trumps vrede retter sig mod Ruslands tidligere præsident Dmitrij Medvedev, der i disse dage langer hårdt ud mod USA, mener Jeppe Elkjær, at udmeldingen har større betydning.
»Selvom Medvedev har en gloværdig fortid, så taler han ikke på vegne af Rusland længere. Alligevel er Trumps reaktion alvorlig. Det er et markant skridt op ad eskalationsstigen,« siger Jeppe Elkjær og fortsætter:
»Det er sådan noget her, vi alle håber på at undgå – for der er ingen, der vinder i en atomkrig. Bare truslen viser, at vi er på vej hen et sted, der ikke er kønt.«
Ifølge B.T.’s udlandsredaktør handler Trumps udmelding ikke om et reelt ønske om krig, men om at presse Rusland til at indgå en fredsaftale med Ukraine.
»Donald Trump er en dealmaker. Han vil rigtig gerne have forhandlet en fredsaftale i Ukraine. Når Trump taler penge, så taler Putin ham efter munden. Så nu prøver han at hæve indsatsen,« forklarer Jeppe Elkjær.
Opslaget kommer på baggrund af et større skænderi, der har udspillet sig mellem Trump og Medvedev, som har udvekslet hårde angreb på Truth Social og Telegram.
Det hele begyndte, da Trump gav Rusland ti dage til at stoppe angrebene i Ukraine – ellers ville USA indføre nye sanktioner.
Ifølge B.T.’s udlandsredaktør er det mest bemærkelsesværdige fraværet af én stemme.
»Vi har intet hørt fra Putin, så man kan håbe, at der sker en masse snak i baggrunden,« fortæller han til slut.