Hvis det lykkes USAs præsident, Donald Trump, at få Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og den russiske af slagsen, Vladimir Putin i det samme rum, så vil det være en historisk bedrift.
Det mener B.T.s udlandsredaktør, efter Donald Trump angiveligt onsdag aften har meldt, at han har planer om, at de tre skal mødes allerede i næste uge – men han skal se det, før han tror det.
»Hvis Donald Trump er manden, der får de to sat ved siden af hinanden i samme lokale, så er det historie. En vanvittig bedrift,« siger Jeppe Elkjær.
Men det bliver lettere sagt end gjort for Trump – for både Putin og Zelenskyj vil have voldsomme betænkeligheder ved at mødes med den anden.
»For Zelenskyj er Putin, manden der vil annektere hans land, og som har ført krig mod ham i over tre år. Ham har han ikke meget til overs for.«
»Putin har talt om Zelenskyj som en illegitim leder og har forsøgt at vælte ham af pinden, og skal de pludselig sidde i et lokale sammen, så er det pludselig Putin, der forhandler nedad,« siger B.T.s udlandsredaktør.
Elkjær mener, at det ville være en gigantisk skalp for Donald Trump, hvis det er ham, der lykkes med at få de to ledere i samme lokale – men der er bare ét problem.
»Problemet er, at de er milevidt fra hinanden, så jeg kan simpelthen ikke se dem være i stand til at mødes om en aftale – ikke engang i samme rum. Så jeg skal se det, før jeg tror det, men hvis der er en, der kan lykkes med det, så er det Trump,« siger Jeppe Elkjær.