Mordet på en femårig dreng identificeret under navnet Fernando, har sendt chokbølger gennem Mexico.

Angiveligt blev den lille dreng slået ihjel af tre lånehajer – fordi hans mor ikke tilbagebetalte en gæld på blot 340 kroner. 

Det skriver The Sun.

Da politiet i Los Reyes La Paz nær Mexico City mandag ransagede de mistænktes hjem, opdagede betjentene en 'rådden lugt'. I en sæk fandt de femårige Fernandos lig. 

Indtil sin død var drengen holdt kidnappet i otte dage af de tre lånehajer.

Kidnapningen fandt sted den 28. juli, efter at drengens mor Noemí Gómez tre måneder før angiveligt lånte, hvad der svarer til omtrent 340 kroner.

De tre gerningsmænd fortalte moderen, at hun først ville få Fernando tilbage, når hun betalte sin gæld.

Ifølge mediet henvendte Noemí Gómez sig til gerningsmændene for at få sit barn tilbage, men det var først da en officiel eftersøgning blev igangsat, at hun fandt ud af, at det var for sent.

Drengen døde af et brud på kraniet og havde skader på armen, ben og brystet ifølge den retsmedicinske rapport.

Torsdag skulle de tre formodede gerningsmænd for retten i Mexico City. To valgte af ikke at udtale sig, men en tredje kvinde nægtede sig skyldig i anklagerne.

Ifølge det mexicanske nyhedsbureau Noticieros Televisa er det tre personer fra samme familie, der nu er sigtet for kidnapning og groft drab.