To bjergvandrere er fundet døde i Norge - den ene er dansk statsborger.
Det skriver de norske medier Aftenposten, NRK og VG.
De to - begge mænd i 60'erne - var på tur i Øvre Mjølkedalen i Jotunheimen. Her var både redningshunde, Røde Kors og Norsk Folkehjælp med i eftersøgningen af dem.
Ifølge NRK blev de fundet omkomne kort før midnat tirsdag.
På grund af dårligt vejr har det ikke været muligt at bjærge dem endnu. De pårørende er underrettet, lyder det.
»Vejrforholdene var meget, meget krævende deroppe, så de vil nok først blive bragt tilbage, når vejret bliver bedre,« siger leder af operationen, Steinar Huasvik til NRK.
Oprindeligt ledte missionen efter tre personer, men det viste sig, at der kun var de to på turen.
»De blev fundet i et vandreområde, og jeg kan forstå, der er en del stier deroppe.«