De pirater, som for en uge siden tog en dansk familie og deres to gaster til fange, stod bag drabene på fire amerikanske gidsler i februar.
Gruppen af pirater, som for en uge siden tog en dansk familie fra Kalundborg og to besætningsmedlemmer til fange, stod tilsyneladende også bag en kidnapning af fire amerikanere, som endte tragisk.
Da amerikanske styrker forsøgte dengang at befri gidslerne, blev alle fire slået ihjel.
Se billederne: Her er den kaprede danske familie
Qodaar Ali-Yare, som i medierne optræder som talsmand for danskernes tilfangetagere, har også ved andre kapringer fungeret som talsmand.
Ifølge den norske avis VG's oplysninger var Qodaar Ali-Yare også talsmand for de pirater, som i februar dræbte et amerikansk par. Det er dog ikke lykkedes B.dk at få oplysningerne bekræftet af andre kilder.
I den norske avis advarer Qodaar Ali-Yare i dag de danske myndigheder mod at forsøge at befri de danske gidsler med militær indsats.
- Hvis de danske styrker forsøger med en specialoperation, kan det ende med, at liv går tabt. Jeg beder de danske myndigheder om at sætte forhandlinger over en militær operation, siger talsmanden til VG.
I februar valgte USA netop at forsøge at befri de fire gidsler med en militær indsats.
Piraternes talsmand, som blot ville kaldes "Ali", udtalte dengang til Hürriyet Daily News, at netop befrielsesaktionen var årsagen til, at liv gik tabt.
I samme forbindelse talte den peruanske avis La República med en talsmand for piraterne.
Talsmandens navn, Qodal Ali-Yare Osman, har mange sammenfald med Qodaar Ali-Yare, som har udtalt sig til VG i forbindelse med danskernes tilfangetagen.
Qodal Ali-Yare Osman sagde den 23. februar til La República, at piraterne kun dræbte amerikanerne, fordi piraterne selv blev angrebet.
- Vores intention var at bringe gidslerne til kysten og og få dem reddet, men beslutningen blev ændret, da den amerikanske helikopter åbnede ild og dræbte to af vores kammerater, sagde Ali-Yare dengang til den peruanske avis.
Han siger desuden, at piraterne vil dræbe andre tilfangetagne, hvis de igen skulle blive angrebet af patruljer i området.
- Fra nu af slår vi hvilken som helst person af amerikansk, fransk eller sydkoreansk nationalitet ihjel, der skulle falde i vores magt, fordi deres styrker slår os ihjel, tilføjede Ali-Yare.
Ifølge VG's kilder bruger talsmanden mange pseudonymer, blandt andet Abdulkadir Ali Yare.