En mulig fødselsdagshilsen har stjålet al opmærksomhed på den politiske scene i USA. 

I 2003 skulle den amerikanske præsident, Donald Trump, angiveligt have sendt et fødselsdagskort til den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein i forbindelse med hans 50-års fødselsdag. 

Et brev, som Donald Trump og Det Hvide Hus har taget stærkt afstand fra – men nu har sagen taget endnu en drejning, da Demokraterne mandag aften har offentliggjort et billede af det påståede brev. 

Det skriver flere udenlandske medier, herunder BBC. 

Sådan skulle den påståede fødselsdagshilsen fra Donald Trump til Jeffrey Epsteins fødselsdag i 2003 se ud. 
Sådan skulle den påståede fødselsdagshilsen fra Donald Trump til Jeffrey Epsteins fødselsdag i 2003 se ud.  Foto: X/The Wall Street Journal
Vis mere

Billedet af hilsenen viser en dialog mellem Jeffrey Epstein og Donald Trump, som står skrevet i omridset af en kvindekrop. 

»En ven er en vidunderlig ting. Tillykke med fødselsdagen – og må hver dag være endnu en vidunderlig hemmelighed,« står der til sidst i hilsenen, hvorefter Donald Trump angiveligt skulle have underskrevet brevet. 

Ligesom Det Hvide Hus tog stærkt afstand fra den påståede hilsen, da rygterne om denne begyndte at florere i juli, afviser pressesekretær Karoline Leavitt endnu en gang lykønskningens ægthed. 

»Præsident Trump har ikke tegnet dette billede, og han har ikke underskrevet det. Præsident Trumps juridiske team vil fortsætte med at forfølge sagen aggressivt,« sagde Karoline Leavitt mandag. 

B.T.s udlandsredaktør har tidligere beskrevet kontroverserne om Donald Trump og Jeffrey Epstein som »præsidentens største krise«

Under valgkampen i 2024 sagde Trump, at han ville overveje at offentliggøre de såkaldte Epstein-dokumenter, der dækker over en påstået liste over Epsteins kunder. 

Dog har nogle anonyme kilder berettet, at Trump selv er nævnt i disse dokumenter. 

Det amerikanske justitsministerium har dog flere gange afvist, at der findes beviser for, at Epstein havde en liste med specifikke navne.