Det er sket igen og igen.
Og ifølge den britiske militæranalytiker Michael Clarke er der flere tydelige årsager til, at Vladimir Putin vedvarende ser ud til at have krammet på Donald Trump.
»Mønstret er det samme,« siger han til Sky News:
»Putin dominerer Trump, intellektuelt, politisk og moralsk. Hver gang de mødes, ender Trump med at sige præcis, hvad Putin vil have ham til at sige.«
Altså senest efter sidste uges topmøde i Alaska, hvor præsidenterne fra henholdsvis Rusland og USA satte sig ned for at snakke om fred i Ukraine.
På forhånd kom Donald Trump med flere udtalelser om eksempelvis udveksling af territoriale krav og muligheden for også at inddrage Ukraine-præsident, Volodymyr Zelenskyj, i samtaler.
Men hans udmeldinger kom løbende mere og mere til at ligne den russiske linje.
Ifølge Michael Clarke virker Donald Trump til at være »imponeret« over Vladimir Putins vedvarende trusler om at bruge atomvåben. Og han er »skræmt« af russerens list.
»Trump er bange for ham, han er bange for ham intellektuelt set, og han er bange for ham, fordi han tror, at Putin kan finde på at bruge atomvåben,« siger militæranalytikeren:
»Det har givet Trump en følelse af, at hvis man presser Putin for hårdt, vil han bruge atomvåben. Det kan Trump simpelthen ikke komme ud over.«
Helt uden grund understreger Michael Clarke. For hvis der er noget land i verden, der ikke behøver at frygte den slags, så er det USA, siger han.
Og så er der rygterne.
For den britiske militæranalytiker påpeger også, at »mange tidligere efterretningsfolk« har en opfattelse af, at Vladimir Putins overhånd skyldes, at han har noget på Donald Trump.
Noget han kan bruge som afpresning. Noget som er »meget mere end en prostitueret på et hotelværelse i Moskva«.
»Det skulle være noget mere langvarigt og økonomisk. Jeg ved ikke, om det er sandt eller ej,« siger Michael Clarke.
Følg B.T.s liveblog om udviklingen på den storpolitiske scene HER.