»Det er en stor gestus. Det vil jeg ikke sige nej til,« siger den amerikanske præsident, Donald Trump, på det seneste pressemøde, der mandag aften blev holdt i Det Hvide Hus.
Pressemødet handlede dog som udgangspunkt om at skære ned på medicinpriserne i landet, men alligevel faldt snakken på den gave, som USA har fået skænket af det arabiske land, Qatar.
Gaven er et luksusfly fra Qatars kongefamilie.
Historien om gaven bragte masser af kritik med sig, og heftig debat i det amerikanske senat, hvor kritiske røster har italesat, at der er tale om bestikkelse.
Der var derfor spekulationer om, hvorvidt USA overhovedet skulle tage imod gaven.
Men nu bekræfter Det Hvide Hus, at landet altså, med kyshånd tager imod den arabiske gestus.
»Qatars regering har elskværdigt tilbudt at donere et fly til Forsvarsministeriet. De juridiske detaljer er stadig ved at komme på plads,« siger talsperson i Det Hvide Hus Karoline Leavitt i et interview med Fox News ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Karaline Leavitt fastslår, at USA ikke skal bekymre sig om at gengælde gaven.